3. december - Trafic jam i Thimphu

I "storbyen" Thimphu er trafikken anderledes end den er i resten af landet. Her er relativt store og gode veje og rimelig mange biler. Det er også muligt at køre mere end ca. 30 km/t, selvom der dog er hastighedsbegrænsning på 50 km/t de fleste steder, også på "Express Road" til Paro, en faktisk firesporet vej, hvor der dog stadig går folk, køer mv. i vejkanten.

Main Trafic - Den vinkende mand

Der er dog ikke et eneste lyskryds, kun en enkelt rundkørsel som i dagstimerne styres af en trafikpolitimand, i vores daglige tale kaldet "den vinkende mand". Han står i sin lille pavillon i rundkørslen i sit polititøj med hvide handsker på og bevæger sig helt mekanisk danseagtigt når han vinker bilerne i de rigtige retninger. Der har eftersigende været et rigtigt trafiklys på et tidspunkt, men det syntes bhutaneserne var for upersonligt, så de gik tilbage til politimandsløsningen.

"Chubachu"rundkørslen

Ellers er der rigtig mange rundkørsler rundt omkring, hvilket jo fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt er meget godt. Vi har dog lidt svært ved at lure deres system, for det er ikke som i Danmark hvor man skal holde tilbage inden man kører ind i rundkørslen, det virker ret tilfældigt hvem der holder tilbage for hvem.

I Bhutan har de venstrekørsel, ligesom i Indien, hvilket helt sikkert stammer tilbage fra da den første vej til omverdenen blev bygget til Indien i 1962. Man skal lige vænne sig til at cykle i venstre side, til at bilerne kører den "forkerte" vej rundt i rundkørslerne og til at chaufføren sidder i den anden side. Det er dog også ret praktisk at have venstrekørsel når man er et buddhistisk land, for hver gang man passerer et buddhistisk monument skal man køre venstre om, altså med uret. Det betyder ind imellem at vejene får nogle ret sjove sving, når man pludselig skal køre udenom et monument. Når vi kører i Thimphu betyder det også at vi ned til byen kører relativt lige ned, men hvis vi skal hjem med taxa skal vi køre en temmelig stor omvej for at komme den rigtige vej rundt om det store monument der er i byen. Vi har ikke helt luret hvor stor afstand der skal være til et monument for at man må passere på højre side, og heldigvis tager de lidt løst på det når der ikke er mulighed for at køre venstre om, f.eks. hvis et monument er bygget i siden af vejen med en lodret skrænt lige på den anden side.

I gaderne løber der mange løse hunde rundt og der går også tit nogle køer og tygger lidt græs i vejkanten. Det er altså ret specielt og noget man godtnok slet ikke er vandt til hjemmefra.

Da vi jo tilhører et af de mest cyklende folkefærd i verden har vi selvfølgelig lejet nogle cykler (mountainbikes, selvfølgelig), så vi lettere kan komme omkring i byen og også cykle ture i weekenden. Det er dog ikke helt så nemt at færdes som cyklist i trafikken i Bhutan som i Danmark. Bhutaneserne er overhovedet ikke vandt til at se cykler i gaderne, og der er ikke nogen officielle regler for cykler i byen. Ind imellem får vi at vide at vi ikke må cykle i byen, nogle gange kun om aftenen, men officielt er der ikke nogen regler, så vi trækker for det meste bare til politimanden er ude af syne og cykler så videre.

Udover det anderledes trafiksystem, så skal man også lige vænne sig til bakkerne. Selvom jeg jo synes at der er rimelig bakket når jeg cykler rundt hjemme i Århus, så er det altså noget helt andet med omkring 70 højdemeters forskel på hjemme og kontoret. Det kan godt mærkes når man cykler hjem, kan jeg sige.