fredag den 23. december 2011

23. december - Julestemning i Bhutan


Dagens tema er meget lidt bhutanesisk og meget typisk dansker-i-udlandet-agtigt. For hvordan opnår man egentlig nogen som helst form for julestemning i et land, hvor julen overhovedet ikke eksisterer?

Først og fremmest har vi været så heldige, at den søde Bhutanarbejdsgruppe i korpset har sendt os en julepakke med alskens gode sager til at kickstarte noget julehumør. I sidste uge inviterede Signe på æbleskiver, som vi bagte på en æbleskivepande som nogle danskere har haft med til Signes ven i Bhutan som gave for flere år siden. Vennen bruger ikke æbleskivepanden så tit, jeg tror måske at hun ikke rigtig ved hvordan man laver æbleskiver... Heldigvis fik Nikolaj flair for det ganske hurtigt og bjerget af de gyldenbrune kugler voksede sig større og større. Signe havde også lavet rigtig gode brændte mandler, og sådan må man jo lave de ting man kan komme til når nu man f.eks. ikke har nogen rigtig ovn at bage i.

Efter at have kreeret et mindre bjerg af æbleskiver kastede vi os over dem. De blev virkelig gode, det må jeg sige.

En af de ting som var i vores julepakke fra Danmark var et kalenderlys. Vi lavede en juledekoration af ris (selvfølgelig). Og helt typisk Bhutan er der naturligvis også BST - Bhutan Strechable Time, på kalenderlyset ;-)

Der var også glanspapir i pakken, hvilket personligt glædede mit kreahjerte meget, så jeg har flettet julehjerter til alle folkene på kontoret til minde om Danmark.

Det lader sig altså fint gøre at skabe noget der ligner julestemning i Bhutan. En god erstatning for Nikolaj som bliver i Bhutan julen over og en god opvarmning for mig, jeg er nemlig lige landet hjemme i den "ægte" julestemning i Danmark i går.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar