 |
| Sådan her gør man - 150 m! Det er da ikke så svært!? |
Bhutans stolte,
meget gamle og traditionsrige nationalsport er bueskydning. Bhutaneserne har
deres helt egne regler som adskiller sig fra omverdenens. F.eks. er afstanden
til målet meget længere end ved de olympiske discipliner i bueskydning. Man
skal i Bhutan ramme en meget lille målskive på 150 meters afstand. Reglen er så
at hvis man rammer indenfor en pilslængde fra målet får man et point, rammer
man selve målet får man to og rammer man bulls eye får man tre point. I de
rigtige turneringer er der et sindrigt pointsystem som består af stofstrimler
som man sætter i bæltet på sin gho (nationaldragt er naturligvis obligatorisk
når man udfører denne noble sport). Til bueskydningsturneringerne er der altid
fest og glade dage. De bhutanesiske kvinder, i kira, selvfølgelig, fungerer som
cheer-leadere der hepper på deres eget hold og forsøger at forstyrre modparten
med tilråb og fagter. Mændene danser sejrsdanse når de rammer, håne-danse når
de andre ikke rammer osv. Og så drikker de lokal vin, ara, i rigelige mængder.
Bueskydningstraditionen i
 |
| ... Og sådan her gør man altså ikke... |
Bhutan er meget gammel og har udviklet sig afskåret
fra omverdenen, så selv de dygtigste bhutanesiske bueskytter kan ikke klare sig
i international konkurrence. Samtidig har professionelle bueskytter ikke en
chance mod bhutaneserne, når de er på hjemmebane. Det er sjovt hvordan en
sportsgren kan udvikle sig så forskelligt, selv efter Bhutan også er blevet
delvist globaliseret. De bhutanesiske skytter er så dygtige at folk kan stå
lige ved siden af målet imens der skydes, men helt uden at være bekymrede for
at blive ramt. Jeg er meget imponeret over at der ikke sker flere ulykker!
Loven siger i øvrigt, at hvis man bliver ramt af en pil er det ens egen skyld -
det er under eget ansvar at risikere at opholde sig i nærheden af en
bueskydningsbane.
Som et led i at bo i
Bhutan skulle vi selvfølgelig også med ud og prøve denne traditionelle
sportsgren. Eller dvs. jeg prøvede ihærdigt at fange teknikken imens Nikolaj
stod ved siden af, grinede af mig og tog billeder…
 |
| Av min arm! |
Først skulle jeg
prøve helt simpelt at spænde buen, og hold da op hvor er sådan en sindssygt
stram! Jeg kunne overhovedet ikke spænde den! Vores ven Sangey løsnede så
strengen, igen og igen, indtil jeg til sidst med mange anstrengelser kunne få
den spændt nogenlunde. Så kom pilen på, den blev ved med at falde af. Hm. Jeg
prøvede videre og de omkringstående bueskytter blev lidt utålmodige og de havde
skudt alle deres pile afsted, så de begyndte at gå ned mod målet. Så holdt jeg
en lille pause, jeg skulle dælme ikke risikere at ramme nogen, og jeg havde
relativt lille tillid til mine egne evner på området. Endelig lykkedes det mig
at få spændt buen med pilen liggende klar, hvilket i sig selv er rimelig hårdt.
Så kommer man til at skulle sigte, her er det vigtigt at man placerer strengen
rigtigt med læberne mod "kissing pearl". Det gjorde jeg så og skød
af. På en eller anden måde var pilen hoppet af, så den lavede en sidelæns
piruette og landede på jorden ved siden
af mig. Samtidig hoppede strengen på buen af, efter den havde strejfet hen ad
min arm og efterladt et fint bevis på at der havde været rimelig meget knald
på. Og det var så det forsøg på bueskydning fra min side! Inden næste gang skal
jeg vist træne fugleklattemusklerne lidt mere og evt. have en armbeskytter på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar