I Bhutan er den
arkitektoniske stil delvist bestemt af regeringen. Det betyder at husene ligner
hinanden rigtig meget, i hvert fald set med danske øjne. Det betyder dog ikke
at de på nogen måde er kedelige. Tage og vinduer er udsmykket med flotte malede
træudskæringer og for det meste er der malet flotte malerier på murene. Stilen
som symbolerne og billederne er malet i går igen og er noget som kræver en
særlig uddannelse for at kunne lave. Byggestilen går langt tilbage i historien
og det kan være svært at se forskel på om et hus er gammelt eller helt nyt,
især hvis det lige er blevet malet. Isoleringen af husene er vist også den
samme som for flere hundrede år siden, nemlig ca. ikke eksisterende, så
generelt er der ret koldt indenfor i husene. Termoruder og central opvarmning
er heller ikke noget de bruger her i Bhutan, visse steder er der ikke engang
vinduer men kun et gardin eller myggenet eller overhovedet ingenting. Vi er ret
glade for vores lejlighed med elektriske radiatorer og relativt tætte vinduer. |
| Tiger's Nest |
 |
| Punakha Dzong |
Templer, klostre og
dzonger er de vigtigste bygninger i Bhutan og udgør som oftest nogle yderst
imponerende bygningskonstruktioner, også gerne bygget på hel- eller
halvumulige, men dog smukke, steder. På tværs af landet og historien ligner
templer og dzonger også hinanden rigtig meget i byggestil, hvilket godt kan
undre mig noget, når man tænker på hvor lang tid det tager og hvor bøvlet det
er at komme gennem landet på landevejen, som jo altså kun har eksisteret i
omkring 50 år, før det skulle man gå gennem bjergene for at komme fra sted til
sted, hvilket man jo stadig skal til en stor del af landsbysamfundene. Og så
tager det altså ikke tre dage, men tre uger at bevæge sig fra den ene ende af
landet til den anden.
Da vi var i Danmark
undrede vi os lidt over, at Tezin og Choki havde svært ved at finde ud af at
låse dørene til deres værelser, de havde jo bare helt almindelige låse og
dørhåndtag, vel ikke noget man sådan kan undre sig over. Efter vi er kommet til
Bhutan har vi dog forstået forvirringen. I Bhutan bruger de ikke dørhåndtag og
låse som vi gør derhjemme. De har døre, men låsene består af slåer med store
hængelåse på. Det betyder også, at man ikke kan lukke døren indefra og så åbne
den udefra, rimelig upraktisk, hvis jeg skal sige det. Når den ene af os er
hjemme, men den anden ikke er går det jo ikke at lukke døren indefra. I nogle
tilfælde binder dørene lidt og så kan man godt lukke dem, men det gør vores
hoveddør ikke, så vi løser det ved at sætte et par store støvler foran døren.
I vores hus, hvor
der er fire lejligheder, er der også en hoveddør, som gerne skal være lukket
indefra om natten. Det betyder så at hvis vores udlejere tror vi er hjemme, så
kan de godt finde på at lukke døren indefra og så kan man ikke komme ind
udefra. Det har vi oplevet en enkelt gang. Normalt kan man se om folk er
hjemme, for hvis der ikke sidder en hængelås på døren, så må der jo være nogen
hjemme inde i lejligheden. Den dag det gik galt for os havde vi ladet vores
cykler stå i opgangen, så udlejeren troede, at vi var hjemme. Han havde ikke
lige kigget på døren og set at der sad en stor hængelås på vores dør. Sjovt nok
havde vi lige været på besøg hos nogle bhutanesiske venner som var i Tyskland i
sommer og havde oplevet fænomenet dørtelefoner, som også er fuldstændig ukendt
i Bhutan. De havde aldrig forstået systemet, for når de ringede på og der kom
en summelyd ville de ikke tage i døren af frygt for at få stød, så først når
summelyden stoppede tog de i døren, men så kan man jo ikke komme ind.
Det er sjovt med
sådan nogle små hverdagsting, som man normalt aldrig skænker en tanke og som
alligevel kan være så forskellige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar