24. december - Happy ending

Som alle andre julekalendere skal vores selvfølgelig også have en lykkelig slutning. Kronen på værket bliver derfor lidt om Bhutans store stolthed, Brutto National Lykke eller Gross National Happiness (GNH).

GNH er blevet udviklet meget gennem tiden og er genstand for en hel del forskning, ikke kun i Bhutan men mange steder i verden. For hvordan måler man egentlig lykke?

GNH institutionen i Bhutan er dog kommet frem til ni domæner, der beskriver lykkeindekset:

Psykologisk velbefindende: Ifølge Happiness forskningskommissionen giver et godt psykisk helbred økonomisk velstand senere i livet, mens økonomisk velstand ikke nødvendigvis fører til godt psykisk helbred. Desuden mener de også, at hvis et samfund fokuserer på et indsatsområde, så vil befolkningen stræbe mod at forbedre det. Så hvis man fokuserer på økonomisk vækst, vil befolkningen prøve at tjene flere penge, mens hvis man fokuserer på lykke, så vil befolkningen stræbe efter at være gladere. Hvornår er det at vores regering indfører en lykkeminister?

Levestandard: Levestandarden måles som regel ud fra indkomst. Dette er dog ikke altid retvisende, da mennesker jo også kan producere nogle ting selv og de kan få ting foræret fra andre. Dette gør især en forskel i Bhutan hvor folk dyrker grøntsager selv og altid giver gaver når de besøger folk.

God regeringsførelse: Det handler, ifølge GNH-kommissionen, primært om, at regeringen skal gøre sit for, at der er så høj bruttonational lykke som muligt blandt befolkningen. Meget simpelt, ikke!?

Sundhed: Det ar have et godt helbred hører også med til at være lykkelig. I Bhutan betyder det, at der er f.eks. indført fri adgang til lægehjælp.

Uddannelse: For nationens succes er det vigtigt, at befolkningen bliver uddannet. Ifølge GNH handler dette ikke kun om uddannelsen i skolen, men om uddannelsen af det hele menneske og at ungdommen lærer at gebærde sig i et samfund. Skolegang i Bhutan er gratis og tilgængelig for alle, som udgangspunkt. At GNH også fokuserer på uddannelse udenfor skolesystemet som har til formål at skabe velfungerende og hele mennesker kan man jo som spejder kun synes godt om. Og så er jeg da helt godt tilfreds med at vi med vores projekt har været med til at bidrage en lille bitte smule til øget GNH i Bhutan, for det må vores Community Based Scouting projekt da bestemt kunne defineres som.

Vitalitet i lokalsamfundet: Det er vigtigt, at folk i lokalsamfundet har noget med hinanden at gøre, at de interagerer og tager sig af hinanden. Det er en ret god pointe, og i Bhutan mærker man virkelig betydningen af at have et stærkt sammenhold i lokalsamfundet, bhutaneserne hjælper hinanden med ALT. Det er virkelig hyggeligt og det sætter nogle tanker i gang om hvordan vi nogle gange bare har nok i os selv og ikke skænker de mennesker der bor omkring os en tanke. Frivillighed bliver også nævnt i artiklen om vitalitet i lokalsamfundet, og igen bliver jeg helt stolt over at vores projekt har en snært af GNH i sig :-)

Kultur: Kulturen er vigtig for menneskers identitetsfølelse og for nationens sammenhold. I Bhutan betyder beskyttelsen af deres kultur rigtig meget. Samtidig vil de gerne følge med udviklingen i resten af verden, dog skal det ikke gå på kompromis med deres kulturarv.

Tidsforbrug: En del af GNHforskningen handler om, hvad man bruger sin tid på. Kommissionen laver simpelthen studier af, hvad folk får tiden til at gå med. Det er interessant, for det siger meget om et lands udvikling hvor meget tid folk bruger på at arbejde, være sammen med deres børn og andre ting. Jeg gad godt at vide, hvor meget tid Bhutan bruger på Bhutan Strachable Time…

Natur og Miljø: Af en eller anden grund har GNH-kommissionen glemt at nævne dette domæne på deres hjemmeside, men jeg ved at den burde være der… Beskyttelse af naturen er noget de går meget højt op i i Bhutan. Da størstedelen af befolkningen er beskæftiget indenfor landbruget kender de vigtigheden af at passe godt på naturen, ellers har de ganske enkelt ikke noget at leve af. Det betyder, at de f.eks. ikke bygger en ny vej, hvis det går ud over den omkringliggende natur og at de har rigtig mange beskyttede naturparker i landet.

Hermed lidt beskrivelser af hvordan lykke defineres i Bhutan. Jeg synes at mange af domænerne giver god mening, og er da bestemt noget man godt kunne overveje at fokusere lidt mere på i resten af verden i stedet for at alting altid skal handle om penge.

Med disse ord om Bruttonational Lykke vil jeg afslutte julekalenderen. Det har været rigtig hyggeligt at skrive lidt om Bhutan hver dag, jeg håber det har været interessant at læse.

Tak fordi du læste med og rigtig glædelig jul.

23. december - Julestemning i Bhutan

Dagens tema er meget lidt bhutanesisk og meget typisk dansker-i-udlandet-agtigt. For hvordan opnår man egentlig nogen som helst form for julestemning i et land, hvor julen overhovedet ikke eksisterer?

Først og fremmest har vi været så heldige, at den søde Bhutanarbejdsgruppe i korpset har sendt os en julepakke med alskens gode sager til at kickstarte noget julehumør. I sidste uge inviterede Signe på æbleskiver, som vi bagte på en æbleskivepande som nogle danskere har haft med til Signes ven i Bhutan som gave for flere år siden. Vennen bruger ikke æbleskivepanden så tit, jeg tror måske at hun ikke rigtig ved hvordan man laver æbleskiver... Heldigvis fik Nikolaj flair for det ganske hurtigt og bjerget af de gyldenbrune kugler voksede sig større og større. Signe havde også lavet rigtig gode brændte mandler, og sådan må man jo lave de ting man kan komme til når nu man f.eks. ikke har nogen rigtig ovn at bage i.

Efter at have kreeret et mindre bjerg af æbleskiver kastede vi os over dem. De blev virkelig gode, det må jeg sige.

En af de ting som var i vores julepakke fra Danmark var et kalenderlys. Vi lavede en juledekoration af ris (selvfølgelig). Og helt typisk Bhutan er der naturligvis også BST - Bhutan Strechable Time, på kalenderlyset ;-)

Der var også glanspapir i pakken, hvilket personligt glædede mit kreahjerte meget, så jeg har flettet julehjerter til alle folkene på kontoret til minde om Danmark.

Det lader sig altså fint gøre at skabe noget der ligner julestemning i Bhutan. En god erstatning for Nikolaj som bliver i Bhutan julen over og en god opvarmning for mig, jeg er nemlig lige landet hjemme i den "ægte" julestemning i Danmark i går.

22. december - Druk!

Nej, det er ikke fordi vi har spenderet hele vores tid i Bhutan på skumle smugkroer og drukket os fra sans og samling i ara. Druk betyder drage på dzongkha, ligesom Bhutan på dzongkha hedder Druk Yul - Tordendragens Land. Det har medført at en hel del ting hedder noget-med-druk, hvilket er ret sjovt set fra en dansk kontekst. Her kommer nogle af eksemplerne:

Først og fremmest er der Druk Air, det statsejede flyselskab i Bhutan, som er eneste flyselskab der flyver ind og ud af Bhutan (indtil Tashi Air starter deres nye rute op vistnok i starten af 2012 og giver konkurrence på den front). Første gang man hører om Druk Air bliver man lige en anelse bekymret, men så skal man bare huske at tænke på at det jo betyder drage og ikke at piloten er stjernestiv! For flyvende med en drage føler jeg mig nemlig meget mere sikker…

Udstyr til... Druk?

Som nævnt i et af de første indlæg i rejsedagbogen har vi været lidt på outdoorshopping i Bhutan også. Selvfølgelig er det så Druk Adventure Gear der er førende på markedet. Selvfølgelig efter bhutanesisk standard, så stortset alting er kopivarer importeret fra Nepal eller Kina. Selvom nogle af produkterne er lidt noget skrammel, så har vi da begge fået investeret i en dunjakke til at holde os varme. Og at der er rigtige fjer i, det er vi overhovedet ikke i tvivl om, de popper nemlig rigtig tit ud, så det ligner næsten Fuglekrig i Kanøfleskoven når man kommer gående. Min jakke klarede at holde mig varm hele turen igennem, jeg håber også at Nikolajs kan holde ham varm de sidste par uge. Om ikke andet kan man bare købe en ny dunjakke til den beskedne sum af 250 kr!

Både Signe, Nikolaj og jeg er blevet klippet i Bhutan. Signe var den første der vovede "pelsen". Hun gik til en billig frisør og fik klippet håret med en legetøjssaks for medens 10 kr. Resultatet blev meget lige. Nikolaj var den næste, han fulgte et råd fra vores ven Letho på Ambient Café og blev også klippet for 100 Nu eller ca. 10 kr. Ifølge Tenzin var det meget dyrt for en herreklipning. Da det blev min tur tænkte jeg at jeg ikke helt havde mod på hverken legetøjsklipning eller herreklipning, så jeg besøgte selvfølgelig the Druk Saloon, som i øvrigt ligger lige rundt om hjørnet fra hvor vi bor. Det er Thimphus fineste frisørsalon, hvor også de kongelige bliver klippet. Jeg fik både vasket håret (i koldt vand, for det varme vand var brugt op for den dag) og blev klippet fint. Hele herligheden kostede 350 Nu, altså ca. 35 kr.

Druk Schools skolebus. Jeg håber ikke chaufføren er på druk!

En anden pudsig ting jeg er kommet forbi er Druk School. Hvad de lærer børnene her er ikke godt at

vide…

… Måske de lærer dem at drikke tæt af Druk 11000!? Det er den nok mest udbredte øl i Bhutan. Lidt ligesom Tuborg derhjemme. Og ligesom Tuborg er det heller ikke den bedste øl de har, Red Panda Weissbier fra Bumthang er f.eks. Meget bedre. Man skal lige tage sig i agt når man kaster sig over en Druk 11000, dels er de meget større end almindelige øl og også stærkere. Men hvis det nu er druk man er ude efter, så er det selvfølgelig ikke nogen dårlig ting.

21. december - En såret kriger!

Sådan her gør man - 150 m! Det er da ikke så svært!?

Bhutans stolte, meget gamle og traditionsrige nationalsport er bueskydning. Bhutaneserne har deres helt egne regler som adskiller sig fra omverdenens. F.eks. er afstanden til målet meget længere end ved de olympiske discipliner i bueskydning. Man skal i Bhutan ramme en meget lille målskive på 150 meters afstand. Reglen er så at hvis man rammer indenfor en pilslængde fra målet får man et point, rammer man selve målet får man to og rammer man bulls eye får man tre point. I de rigtige turneringer er der et sindrigt pointsystem som består af stofstrimler som man sætter i bæltet på sin gho (nationaldragt er naturligvis obligatorisk når man udfører denne noble sport). Til bueskydningsturneringerne er der altid fest og glade dage. De bhutanesiske kvinder, i kira, selvfølgelig, fungerer som cheer-leadere der hepper på deres eget hold og forsøger at forstyrre modparten med tilråb og fagter. Mændene danser sejrsdanse når de rammer, håne-danse når de andre ikke rammer osv. Og så drikker de lokal vin, ara, i rigelige mængder. Bueskydningstraditionen i

... Og sådan her gør man altså ikke...

Bhutan er meget gammel og har udviklet sig afskåret fra omverdenen, så selv de dygtigste bhutanesiske bueskytter kan ikke klare sig i international konkurrence. Samtidig har professionelle bueskytter ikke en chance mod bhutaneserne, når de er på hjemmebane. Det er sjovt hvordan en sportsgren kan udvikle sig så forskelligt, selv efter Bhutan også er blevet delvist globaliseret. De bhutanesiske skytter er så dygtige at folk kan stå lige ved siden af målet imens der skydes, men helt uden at være bekymrede for at blive ramt. Jeg er meget imponeret over at der ikke sker flere ulykker! Loven siger i øvrigt, at hvis man bliver ramt af en pil er det ens egen skyld - det er under eget ansvar at risikere at opholde sig i nærheden af en bueskydningsbane.

Som et led i at bo i Bhutan skulle vi selvfølgelig også med ud og prøve denne traditionelle sportsgren. Eller dvs. jeg prøvede ihærdigt at fange teknikken imens Nikolaj stod ved siden af, grinede af mig og tog billeder…

Av min arm!

Først skulle jeg prøve helt simpelt at spænde buen, og hold da op hvor er sådan en sindssygt stram! Jeg kunne overhovedet ikke spænde den! Vores ven Sangey løsnede så strengen, igen og igen, indtil jeg til sidst med mange anstrengelser kunne få den spændt nogenlunde. Så kom pilen på, den blev ved med at falde af. Hm. Jeg prøvede videre og de omkringstående bueskytter blev lidt utålmodige og de havde skudt alle deres pile afsted, så de begyndte at gå ned mod målet. Så holdt jeg en lille pause, jeg skulle dælme ikke risikere at ramme nogen, og jeg havde relativt lille tillid til mine egne evner på området. Endelig lykkedes det mig at få spændt buen med pilen liggende klar, hvilket i sig selv er rimelig hårdt. Så kommer man til at skulle sigte, her er det vigtigt at man placerer strengen rigtigt med læberne mod "kissing pearl". Det gjorde jeg så og skød af. På en eller anden måde var pilen hoppet af, så den lavede en sidelæns piruette  og landede på jorden ved siden af mig. Samtidig hoppede strengen på buen af, efter den havde strejfet hen ad min arm og efterladt et fint bevis på at der havde været rimelig meget knald på. Og det var så det forsøg på bueskydning fra min side! Inden næste gang skal jeg vist træne fugleklattemusklerne lidt mere og evt. have en armbeskytter på.

20. december - Another day at the office

I dag er sidste dag på kontoret, så jeg vil give en lille rundvisning og introduktion til de forskellige folk vi har arbejdet med i vores tid her.

Sir Karma

Først har vi überbossen, Chencho. Han er ikke spejder, men chef for Department of Youth and Sports som BSA hører under. Med til det bhutanesiske bureaukrati hører, at han skal godkende alt hvad der foregår. Det kan ind imellem være lidt svært at få fat i ham, for han er en meget vigtig mand og derfor meget tit til meget vigtige møder rundt omkring. Desuden er han en meget kvalitetsbevidst type, han vil gerne have at alting er perfekt efter hans eget hoved. Det kan give udfordringer fordi der jo kan være forskellige tilgange til hvad der er bedst, især mellem spejdere og ikke-spejdere. Han har været meget flink overfor os og rost vores arbejde meget, måske fordi det vi har lavet er godt, måske fordi han ikke har læst det… I forhold til resten af kontoret kunne man måske ønske ham et mindre kursus i anerkendende ledelse, men det er jeg ikke sikker på de kender så meget til her i Bhutan.

Sir Norbu

Næste mand er Karma som er chef for BSA. En meget hyggelig fyr, som er utrolig positiv overfor vores arbejde og altid god at snakke med.

Efter Karma kommer Norbu. Det er ham vi havde med på tur til østen. Han er Senior Programme Officer og rimelig højt på strå. Han har været på kontoret længe og er relativt erfaren. Han er en af de eneste på kontoret, udover Director selvfølgelig, som tør komme med kritik. Det gør han til gengæld også grundigt og ofte.

Pema

Rinchen

Pema er den mest spejderagtige på hele BSA-kontoret. Han har været i Danmark flere gange og er en rigtig hyggelig fyr. Det er altid ham der står for træningskurser og større arrangementer. Han er meget interesseret i at lære mere om dansk spejderarbejde, så det prøver vi selvfølgelig at dele med ham når vi har muligheden for det.

På samme kontor som Pema sidder Rinchen. Han er ung og ny på kontoret og ansvarlig for Community Based Scouting.

Chhuki

Dorji

Inde ved siden af er der tøseklub med Dorji og Chhuki som er vores ungdomsleder-kontaktpersoner. To herlige tøser, som begge er tidligere ungdomsledere og derfor kender til Danmark og livet som ungdomsleder. De er altid klar på at hjælpe med alting og også på at hygge og have det sjovt udenfor kontoret.

Midt på gangen har Kinley sit kontor. Han er træningsansvarlig. Vi har ikke set så meget til ham fordi han har været afsted på noget militærtræning i nogle måneder.

Rengøringskonen

Så er der vores rengøringskone, jeg ved ikke hvad hun hedder, hun er altid sød og smilende men taler ikke et ord engelsk. Og så larmer hendes støvsuger virkelig meget. Dog er det virkelig stort at hun rent faktisk har en støvsuger, det har vi ikke set andre steder i Bhutan.

Til sidst er der selvfølgelig os fire ungdomsledere. Vi har et fint lille kontor i det bagerste hjørne af gangen. Det er rigtig rart at kontoret er lille, for så er det meget nemmere at varme op.

19. december - "Flim" skal ses i biffen

Vores chauffør på turen østpå fortalte meget og stolt om sine evner som kameramand. Han tog også mange af billederne af os, imens vi var på tur. Atta (det betyder storebror på sproget de taler i øst) inviterede os til at se hans "flim" (sådan udtales film jo på bhutanesisk engelsk) som går i biografen. Først var vi en smule skeptiske, for filmen er kun på dzongkha, og uden undertekster, så vi trak lidt på om det nu var nogen god idé. Atta insisterede dog og sagde at vi sagtens ville kunne forstå filmen, selvom vi ikke forstår hvad de siger.

Aftalen var næsten ved at løbe ud i sandet med alle de ting vi skal nå her de sidste par dage, men det er jo sådan i Bhutan, at her er så småt at man hele tiden møder folk man kender, så vi fik alligevel stablet en biografaftale med Atta på benene.

Billetter sælges

Vi mødtes nede ved biografen, som er flot placeret midt i byen, lidt tilbagetrukket fra hovedgaden. Billetten kostede 150 Ngultrum, det svarer til ca. 16-17 kroner, men så var det også de gode pladser oppe på balkonen vi fik. Lige da vi kom ind i salen så vi afslutningen på den forrige film, vel at mærke kun tre minutter inden vores film skulle starte. Mellem filmene blev der skiftet både projektor og videomaskine. Vi overvejede lidt om folkene som har film gående i biografen selv skal stille udstyr til rådighed.

Lidt efter gik filmen i gang. Eller det troede vi, men så var det intro med kongen og nationalsangen - hele biografen rejser sig naturligvis op. Det var så i stedet for reklamer :-)

Så gik filmen i gang. Den var meget bhutanesisk - en kvinde (i kira, naturligvis) ser bedrøvet ud, hendes mand (i gho, selvfølgelig) kommer ind til hende, han har en bedemølle i hånden. Man er (som dansker i hvert fald) lidt i tvivl om hvad de er bedrøvede over. Det finder man dog hurtigt ud af, de snakker med en lama, giver ham nogle ris, bliver velsignet og i næste scene får de et barn, Ashi.

Dernæst lykkelige familiescener hvor de alle tre danser rundt i enge mellem bjerge og bedeflag. Datteren vokser sig større og større og faderen bliver ældre, det kan man se på at hans skæg skifter farve og bliver mere gråt. Dog ikke helt konsistent, så nogle gange er det meget gråt og nogle gange sort igen.

Biografens bedste pladser!

Da datteren er blevet en ung, smuk, voksen kvinde er hun klar til at blive gift. Man ser et møde med forældrene, en mand, hans søn og Ashi. Sønnen er meget forelsket i Ashi, det ser man tydeligt på hans unaturligt lange stirren på hende og de indlagte "pling"-lyde. Ashi er dog ikke interesseret, hun vil ikke giftes men fordybe sig i sin religion. En dag hun besøger et tempel ser kongen og prinsen hende og prinsen forelsker sig straks. Kongen anmoder hende om at gifte sig med hans søn. Eller dvs. når kongen siger at hun skal gifte sig med prinsen, så har hun bare at gøre det. Hun er dybt ulykkelig og tager hjem til sine forældre, dog uden at fortælle dem noget. Efter noget tid kommer prinsen for at hente sin kommende kone. Ashi er dybt ulykkelig, men forældrene tvinger hende til at tage afsted, de vil blive straffet hårdt hvis de nægter prinsen at gifte sig med deres datter.

De holder fint bryllup i ægte bhutanesisk stil, fuldstændig som det nyligt overståede kongebryllup. Prinsen og kongen i filmen ligner da også den femte og fjerde konge ganske meget. Men hvad er nu det? Prinsens søster ser meget ond og misundelig ud. Det er tydeligt at der vil komme et drama ud af dette!
På bryllupsnatten ser man Ashi krybe i seng sammen med sin nye mand, i sin fine nat-kjole-kira. Kameraet føres så væk derfra og fokuserer på et vægmaleri af en elskende buddhistisk figur. Sex er ikke noget man viser på bhutanesisk film, så det er jo godt at buddhismen så tilbyder fine malerier så man ikke er i tvivl om hvad der sker.

Optimal udsigt fra forreste række på balkonen. Det var ikke så svært at få gode pladser ;-)

I ægteskabet er Ashi den søde og gode dronning der altid hjælper sine folk, hun arbejder hårdt i køkkenet og på marken, selvom dette slet ikke er arbejde der passer sig for en dronning. Prinsens søster er rigtig ond, slår og pisker sine tjenestefolk og også Ashi hvis hun ikke arbejder hårdt nok. Jeg troede egentlig heller ikke at det var tilladt at vise vold på bhutanesiske film, men at tjenestefolk eller hustruer får tæsk tæller åbenbart ikke...! Ashi kan ikke beklage sig over den onde svigerinde til sin mand eller svigerfar, da dette kan skabe splid i familien, og det ønsker hun jo ikke at være skyld i... En dag får Ashi så mange tæsk at hun ender med at dø af sine kvæstelser. Ifølge traditionen skal man så vogte over liget i syv dage for at være sikker på at hun ikke vågner igen. Det gør hun selvfølgelig, for hun er jo så god. Hun sidder i skrædderstilling inde i lig-pavillonen og der formes en regnbue rundt om hende. Man er slet ikke i tvivl om, at hun er hellig. Efter genopstandelsen flygter Ashi hjem til sine forældre.

Filmplakaten - Ashi er nu blevet oplyst

På vandreturen dertil passerer hun og hendes søster flere stuppaer (buddhistiske monumenter), som selvfølgelig passeres med en ekstra runde, uret om. Hendes forældre vil have, at hun tager tilbage til kongen, men det vil hun ikke, så hun flygter op i bjergene til et tempel med en lama og hun sætter sig til at meditere på en klippe langt væk fra alting. Efter noget tid kommer kongen, prinsen og søsteren for at hente hende. Hun vil ikke med. Lamaen flyver i en sky op over menneskemængden og siger nogle kloge ord. Herefter flyver også Ashi i en sky op over de andre. Nu forstår kongen, prinsen og selv den onde svigerinde, at Ashi er blevet oplyst og at hun ikke skal være dronning, men helgen, som hun hele tiden har ønsket. Selv den onde svigerinde forstår at hvad hun har gjort mod hende er ondt. På den måde endte filmen på bedste vis med at Ashi fik lov at leve sit liv fordybet i sin buddhistiske religion, dog måtte hun gå frygtelig meget ondt igennem for at vise sin gennemgående godhed.

Jeg spurgte lidt ind til det her med at det er kongefamilien, der behandler den nye svigerdatter så dårligt, om det går an i Bhutan, hvor det er forbudt ved lov at kritisere kongen offentligt. Atta forklarede at dette var baseret på en virkelig historie, dog fra langt tilbage i tiden og fra Tibet, så på den måde var det okay at skildre. Samtidig, hvis man tolker lidt dybere, så er svigerindens onde gerninger et led i at Ashi kan opnå at blive oplyst, så de er ikke kun onde, de tjener også et godt formål.

18. december - Et rigt dyreliv

Bhutan er kendt for sit rige dyreliv. Her er mange forskellige racer, nogle er meget sjældne fordi landet jo er isoleret ret meget fra omverdenen, ikke kun for mennesker men også for dyr.

Indstillingen til dyr adskiller sig også ret meget fra Danmark, da man ifølge buddhismen ikke må slå levende væsener ihjel. De tror på reinkarnation, så den vilde hun på gaden eller kakerlakken på dit køkkenbord er potentielt din afdøde oldemor, og hende vil du jo ikke slå ihjel, vel?

Som små er de meget søde...

Det lader sig gøre at købe kød her i Bhutan, men på særligt hellige dage er slagterne lukkede og så kan man kun få tørret kød. Det går nu også, vi spiser ikke så meget kød her, for det er med knogler, fedt og alting, så det er godt de har så mange gode grøntsager og ris, selvfølgelig.

De vilde hunde er noget der fylder meget i gadebilledet. Ofte tuller de bare rundt stille og roligt, for det meste er de bange for mennesker, men ind imellem bliver de aggressive og slås. Mest med hinanden, men det føles alligevel lidt utrygt at gå forbi en stor flok hunde i slagsmål. Så jeg har overtaget bhutanesernes adfærd med at tage en sten i hånden og true hundene med at kaste den efter dem, det får dem til at løbe væk. Det er nok en adfærd jeg lige skal vænne mig lidt af med når jeg kommer hjem igen…

En mand med sin ko, for enden af vores vej

I gaderne går der også af og til køer rundt. Jeg kan undre mig lidt over hvad de laver midt i Thimphu, men de bor tilsyneladende rundt omkring i folks haver, og så er det jo klart at de kommer gående forbi en gang imellem hvis de skal fra et sted til et andet.

Yak!

På vores tur østpå oplevede vi en masse spændende dyr. På vejen hoppede der pludselig en hel flok aber rundt, virkelig hyggeligt. Vi mødte også sjove fugle, yakokser i højderne og selvfølgelig køer og heste på vejen, når folk havde brug for at få noget transporteret til fods.

En sød og fræk abe der springer rundt på vejen

Under vores besøg i Phibjikha Valley oplevede vi de sjældne og spektakulære fugle, sorthalsede traner, som har deres vinterresidens der. Så selvom ingen af os er de store fugleentusiaster var det alligevel et spændende syn, selvfølgelig godt fulgt på vej af at solen skinnede og der var gode vandremulighed.

Et af mine nye bestemt-ikke-yndlingsdyr! Ad!

Et af de mindre flatterende dyr her, som vi støder på ganske ofte, er kakerlakker. De lever tilsyneladende i bedste velgående i folks køkkener og også på restauranter er det ikke sjældent at man ser et af de små klamme bæster trisse hjemvandt henover bordet. Det lader ikke rigtig til at genere bhutaneserne, så jeg prøver bare at lade som ingenting og at kontrollere min klaske-refleks, man vil jo nødig have dårlig karma hængende på sig bare pga. en kakerlak!

17. december - Hist hvor vejen slår en bugt...

… ligger der ikke et hus så smukt, men der kommer helt sikkert et sving mere! Landevejen i Bhutan er noget helt for sig selv. Den bugter sig langs med bjergene og er kun af og til asfalteret. Ganske ofte, især jo længere ud østpå man kommer, er vejen jordet og hullet.

Den lokale bus?

Det ligner veje man sjældent møder i Danmark, kun i yderste afkrog af et spejdercenter måske. Men i Bhutan er det altså hovedvejen der går fra vest til øst. Jeg havde egentlig forventet at når der nu kun er en enkelt vej fra den ene til den anden ende af landet, at der så ville være rimelig meget trafik, men det er der

overhovedet ikke. Nogle gange kan der gå lang tid imellem man møder en anden bil. Typen af biler man møder svinger også meget. Det er lige fra fancy firehjulstrækkere (primært med turister i) over pickups med folk siddende bagi til havetraktorlignende køretøjer med lad. Der er selvfølgelig også tit folk der går med deres køer eller børn på vejen.

Road block!

Det er dog ikke sådan at Bhutan ikke gør noget for at forbedre deres vejforhold. Det betyder at der ganske ofte er vejarbejde, og med en halvanden sporet vej gør det at vejen bliver blokeret fuldstændig og så må man vente til vejblokaden er overstået før man kan komme videre. Det er dog heldigvis relativt struktureret, så det er i forskellige relativt korte tidsrum de blokerer vejen.

Som sagt snor vejen sig langs bjergsiderne op og ned gennem

Her vil man helst ikke køre ved siden af...

landet. Det betyder også at der ude for kanten af vejen ganske ofte er en lodret skrænt flere hundrede meter ned, som man risikerer at falde ned fra hvis man ikke kører ordentligt. På vores tur østpå havde vi heldigvis en rigtig god chauffør som kørte meget pænt, men det er bestemt ikke standard! På vejen tilbage fra Punakha mødte vi en (pænt fuld) mand der lige var kravlet op fra en skrænt hvor han var kørt udover med sin bil! Det virkede som om det var noget af et mirakel at han overlevede, og nok heldigt nok for ham at der var nogle træer til at stoppe bilen.

Buskaravanen fra vest til øst

Sikkerhedsseler er ikke noget de bruger i Bhutan.

Køreskole... Med europæer bag rattet!? - DUMPET!

Hvis der er en sele og man tager den på griner bhutaneserne tit af en. Det er lidt utroligt, for der er relativt mange trafikulykker hvert år. Til gengæld gør det meget ud af at messe mantraer for en sikker rejse når man starter sin køretur. Til at begynde med var det virkelig underligt at der sad tre bhutanesiske herrer i bussen og sagde underlige lyde hver morgen på vores køretur, men da jeg så spurgte Choki forklarede hun at de bad for en sikker rejse. Man kan selvfølgelig sige at hvis den største risiko er at man falder flere hundrede meter fra en klippe, så virker bønner for en sikker rejse måske ligeså godt som en sikkerhedssele ville gøre.

Heste på vejen

16. december - Ro i sindet

Her i Thimphu bor der en lama fra England. Han er en rigtig fin fyr, som arbejder med unge mennesker og med at få dem tilbage på ret spor igen hvis de har været ude i kriminalitet og misbrug. Jeg talte med en ung fyr forleden som spurgte om jeg kendte ham, og så sagde han, at for ham er han en levende Buddha.

Lama Shen Phen har tirsdagsmeditation, som jeg har været til nogle gange. Det er meget fint lige med en times ro i hovedet efter en arbejdsdag.

I dag vil jeg beskrive lidt om hvad meditationen handler om. Lama Shen Phen forklarer det på en rigtig god måde:

Hvorfor mediterer vi? Hvorfor gør vi noget som helst i det hele taget? Vi gør ting for at være lykkelige. Når vi sidder på en pude (det gør man til meditationstimerne), så retter man på den hvis man sidder dårligt, så man kommer til at sidde bedre og bliver en smule lykkeligere. Så når vi mediterer er det også for at blive lykkeligere. Noget, der får os til at være mindre lykkelige er når vi er ude af balance og vi lader os styre af udefrakommende ting eller trælse impulser fra os selv.

Mig og Buddha i hver vores lotusstilling

En ret malende beskrivelse er at man befinder sig i Siligury, en indisk by der ligger mellem Nepal og Bhutan, hvor der er et ægte indisk marked. Når man går gennem markedet møder man de meget insisterende sælgere som let overtaler en til at købe "pure silk", "original Dell computer" og "very good quality" og man ender ud med at have købt en masse skrammel, som er lige til at smide ud. Det er selvfølgelig ikke særlig tilfredsstillende for ens følelse af kontrol i eget liv. En anden strategi kunne være at bare ignorere sælgerne eller at råbe højt af dem, men dette ville muligvis bare gøre dem endnu mere insisterende eller de ville blive gale og overfalde en. Det er selvfølgelig heller ikke så hensigtsmæssigt. Lamaens gode råd er at man accepterer at der er insisterende gadesælgere og at man smiler til dem, men takker pænt nej til deres tilbud og i stedet fokuserer opmærksomheden mod bjergene som omgiver Siligury (det betyder indgang til tpå lokalsproget). Efter noget tid vil man kunne gå gennem markedet og bare acceptere de larmende og insisterende sælgere uden at lade sig påvirke til at købe noget man egentlig ikke vil have. Det er det samme man gør i meditation.

Meditation er en måde at få kroppen og sindet til at arbejde sammen. Sindet er som vand. Det er nødvendigt for livet, vi kan gøre meget med det: Vi kan bade i det, vi kan lade det bruse som en flod, vi kan forurene det, vi kan drikke det. Men vi har brug for noget til at kontrollere det, f.eks. en kop. Derfor former vi kroppen som en kop, når vi mediterer, bedre kendt som positionen lotusblomst hvor man sidder i en form for skrædderstilling  med armene i skødet. Lotusblomsten skal være stabil - ligesom en kop skal være stabil for at vandet ikke falder ud. Og så skal man have en hank, det er armene som formes som en sådan.

Så er man klar til at meditere, man finder et punkt foran sig at fokusere på. Hvis man ikke lige er i

Det her, det giver da ro i sindet!

Siligury og kan fokusere på bjergene kan det være en flod, en lille sten man lægger på gulvet eller en struktur i gulvbrædderne. I selve meditationen fokuseres på åndedrættet, hvordan luften strømmer ind og ud af næseborene. Hver gang man kommer til at tænke på alt mulig andet vender man tilbage til åndedrættet og man træner derved sig selv i at fokusere opmærksomheden mod det man beslutter sig for. Jeg kan godt sige at det kræver rimelig meget træning ikke at komme til at tænke på alt mulig andet, men det kan lykkes, i hvert fald for en stund og det er en god form for mental træning. Lamaen slutter altid af med at sige at man skal øve sig hver dag for at blive god til det, så det vil jeg bestræbe mig på, selvom det er let at glemme i en travl hverdag (ehem, og hvor god var det så lige man var til at fokusere sin opmærksomhed på det man gerne ville…)

15. december - At finde sin egen tro og have respekt for andres

I Bhutan fylder buddhismen rigtig meget i det daglige liv. Det meste af den fortalte historie omkring Bhutan er bygget op omkring hvordan buddhismen kom til landet og hvad forskellige lamaer, munke og inkarnationer af Guru Rinpoche har gjort gennem tiden. F.eks. hvordan Tiger's Nest blev bygget udenpå den hule hvor Guru Rinpoche gemte sig efter han havde forvandlet sig til en tiger og fløjet ind mellem bjergene. I buddhismen er det ikke så vigtigt med klare historiske facts, det er symbolismen, der betyder noget.

Bedeflag der lader bønner nå ud i verden

I kombination med buddhismen betyder astrologi også meget. Der findes særlige astrologmunke som tager sig af at tyde folks horoskoper og rådgive omkring hvornår det er godt at gøre forskellige ting. Som nævnt i afsnittet om kongen kunne han ikke gifte sig med sin kæreste fordi deres horoskoper passede dårligt sammen, så han blev gift med hendes kusine i stedet for. Dagen for brylluppet blev selvfølgelig også fastsat til en særligt god dag for at give de bedst mulige betingelser for ægteskabet. Datoen for brylluppet blev desuden ændret i løbet af sommeren så det kunne ramme den helt rigtige dag.

Bedeflag til mine om en afdød

Samme dag som kongebrylluppet mødte vi Chokis onkel oppe i bjergene. Han var ved at hænge bedeflag op, for det er sådan at en god dag at hænge bedeflag op på falder sammen med en god dag at blive gift på. Hvis man hænger bedeflagene op på en forkert dag, så risikerer man, at de har den modsatte effekt og giver uheld, så man må hellere passe på lige at konsultere en astrolog først. Farven på bedeflagene afhænger af elementet som er knyttet til en stjernetegn. Så hvis man er ild hænger man f.eks. røde flag op. Ens stjernetegn er bestemt af året man er født i, og jeg (og Nikolaj) er derfor ild-tigere. Det er muligvis en vestlig fortolkning, men jeg synes det er sejere end f.eks. at være vand-rotte…!

Der er mange ting at tage hensyn til i forhold til astrologien. Og det er ikke så nemt indrettet at der er "gode" og "dårlige" dage, det er forskelligt hvad der er godt og skidt at gøre forskellige dage. Det er vigtigt at have dagen in mente når man f.eks. skal bygge et nyt hus for at det ikke skal blive besat med onde ånder. Jeg har fundet en bog om det, her står det også beskrevet, hvornår det er godt at klippe hår og negle. Så hvis man har haft dårlig hårdag hver dag i flere måneder, så er det muligvis fordi man blev klippet på en dårlig dag. For at hjælpe jer læsere lidt vil jeg gerne dele de gode dage at klippe hår og negle på med jer:

Gode dage: 3, 4, 5, 8, 9, 10, 13, 14, 15, 19, 22, 23, 26, 27 og 29.

Dårlige dage: 1, 2, 6, 7, 11, 12, 16, 17, 18, 20, 21, 24, 25, 28 og 30.

Konsekvenserne ved at lade sit hår eller sine negle klippe på henholdsvis gode og dårlige dage spænder alt fra at man kommer til at se mere attraktiv ud, man får et langt liv eller ens karma bliver fordoblet til at man bliver skaldet, syg eller vil møde sygdom og dæmoner. Så det er lige værd at huske inden man klipper sine negle næste gang! Husk på at det er lunarkalenderen de følger, så det er altså ikke vores almindelige kalender.

Tre gange rundt om Chorten og så er der ny karma på kontoen

En anden ting ved buddhismen er at det er meget vigtigt at blive velsignet af en lama en gang imellem. Så nogle gange er vores kollegaer nødt til ret pludseligt at tage fri en dag for at tage hen og blive velsignet af en særlig stor lama, som kommer forbi et sted i nærheden. Når det er særligt hellige dage omkring fuldmåne er det vigtigt at tage ud til et buddhistisk sted og gå rundt om det tre gange, selvfølgelig altid med uret, ellers giver det dårlig karma. Hvis man vil have ekstra merit skal man svinge sin bedemølle imens, selvfølgelig også med uret. Ved sidste fuldmåne var Tenzin afsted hele aftenen for at gå rundt om Memorial Chorten, et stort buddhistisk monument her i Thimphu. Dagen efter fandt vi så ud af at han havde været en dag for tidligt på den. Jeg tør slet ikke tænke på hvilke konsekvenser det kan have, men måske Bhutan Strechable Time også nogle gange gælder for hellige dage?

Chorten som man skal køre venstre om

Det er ret smart, at de har venstrekørsel her i Bhutan, for så kan man jo meget belejligt lige plante et buddhistisk monument i en rundkørsel og man kan få lidt held med på sin rejse når man kører rundt om.

Det er interessant at arbejde med folk fra en anden kultur og religion på denne måde. Det kan dog være lidt svært nogle gange at forstå hvorfor folk gør som de gør, om der er en religiøs årsag eller det bare er bhutanesisk kultur. I hvert fald bliver man fascineret af hvordan religion og tro kan styre folks handlinger på denne måde.

14. december - Handicraft

Det lokale marked

En af Bhutans helt store stoltheder er deres håndværk. De har 13 traditionelle håndværk, som dækker over vævning, broderi, maleri og træarbejde. De forskellige håndværk præger bybilledet på forskellige måder. Alle traditionelle bhutanesiske huse er udsmykket med fine træudskæringer langs tage og vinduer og der er ofte malet flotte klassiske bhutanesiske symboler på murene. Inde i huse og på kontorer hænger der ofte traditionelle thankaer, malerier på stofbaggrund og malede træudskæringer. Ghoerne og kiraerne som det bhutanesiske folk bærer er også ofte meget fint vævede og broderede med fine klassiske mønstre.

En veldannet mand, der har lært at sy!

Over det meste af byen er der handicraftbutikker, som er en kombination af souvenirshops, steder hvor man kan købe buddhistiske remedier og så tøjbutikker, men nok mest det første, for de lokale køber deres udstyr på markedet i stedet for.

Håndværkene er en vigtig del af den bhutanesiske kultur, og de har særlige skoler hvor man kan lære de fornemme kundskaber.

Før i tiden sagde man, at en mand ikke var ordentligt dannet før han kunne sy (hermed en lille særlig hilsen og opfordring til mine kære klankammerater, der ikke får syet mærker på deres uniform medmindre jeg gør det for dem…)

Der væves...

Mit nye "snørebånd" :-)

Kreanørd som jeg jo er, har jeg kastet mig ud i at lære at væve. Jeg spurgte forskellige  piger i handicraftbutikker og allierede mig med vores bhutanesiske kollega Choki, som også er ret skrap til at væve. Efter noget tid fik jeg lavet en aftale og fik sat et monstrum af noget væveudstyr op, så jeg kunne lære teknikken. Resultatet blev, som i kan se, storartet - et flere

Choki nørkler med julestjerne

centimeter langt stykke i næsten snørebåndsbredde! Jow jow, der går ikke længe før jeg sprøjter fancy kiraer ud. Eller i hvert fald har jeg nogenlunde teknikken nu, så skal jeg bare lure hvordan man laver mønster også, det bliver næste udfordring.

Vi har også delt lidt dansk handicraft med bhutaneserne. Her er Choki ved at lære hvordan man fletter en julestjerne.

13. december - Lys i mørket

En ledning med en knude...

På Luciadagen skal julekalenderen selvfølgelig handle om lys. Eller måske rettere sagt mangel på samme. Vi er ved at vænne os til, at her i Bhutan svigter strømmen fra tid til anden. I perioder er det flere gange om ugen. Det er sjovt at se, hvor afhængige vi virkelig er blevet af elektricitet. Når strømmen går på kontoret virker alle de stationære computere og telefoner selvsagt ikke. Lidt afhængig af strømafbrydelsens varighed ser man folk fra de andre kontorer gå derfra når de ikke har mere manuelt arbejde at

lave. Vi ungdomsledere er så privilegerede at have vores egne

... krydser vejen. Det skal nok virke!

bærbare computere, som jo holder strøm i hvert fald et stykke tid.

Dog virker internettet heller ikke når der ikke er noget strøm, så det kan være svært at have tilgang til alle materialer og dokumenter. Internettet er der jævnligt problemer med. Sidst hørte vi om en kortslutning i Hong Kong, som åbenbart gjorde, at internettet i Bhutan heller ikke virkede… For tiden virker internettet rimelig sporadisk og er virkelig langsomt, meget mere end det plejer at være, det er egentlig ret irriterende.

Strømsvigt og hygge i Bumthang

På vores tur østpå oplevede vi også strømafbrydelse flere gange. Da vi først kom til Bumthang kunne vi ikke komme til at tanke fordi der ikke var noget strøm, det var faktisk lige ved at blive kritisk. Hotellet var heldigvis forberedt med stearinlys og brændeovne, så vi overlevede. Jeg var dog ikke helt sikker på, at jeg ville overleve næste morgen, da jeg måtte tage et iskoldt bad i et iskoldt værelse fordi vandvarmeren ikke havde varmet vand og brændeovnen var gået ud i løbet af natten, brrr…

Elektrisk installation i undervisningsministeriet, fikset på bedste vis!

Når man bevæger sig rundt i byen og ser på de elektriske installationer, så undrer man sig ikke rigtig over, at der af og til kommer strømafbrydelse!

Jeg har vænnet mig til altid at have min pandelampe opladet og liggende indenfor rækkevidde, så jeg er beredt til strømafbrydelse til enhver tid. Heldigvis er der gaskomfurer i de fleste køkkener (resten har en god gammeldags brændeovn), så selvom strømmen går kan man stadig lave mad og en kop the, som man kan nyde i stearinlysets skær, og så kommer strømmen for det meste tilbage i løbet af ikke så længe.