På besøg i Tigerens Rede

Start på turen, Taktsang anes i det fjerne

Så var turen kommet til, at vi begav os afsted mod Bhutans mest kendte turistattraktion, nemlig Taktsang, som betyder "Tiger's Nest" eller tigerens rede. Klosteret er bygget på et helt umuligt sted, lige på siden af en klippe i ca. 3000 meters højde. Historien er, at Guru Rinpoche, en inkarnation af Buddha, der første buddhismen ind i Bhutan, forvandlede sig til en tiger, fløj ind over landet, landede lige her og gemte sig i en hule i klipperne, deraf navnet "Tigerens rede". Når man ser placeringen bliver man også rimelig overbevist om, at der må en flyvende tiger til at finde på at placere et kloster lige der! Og en og anden ingeniør må føle sig rimelig imponeret over, hvad der har kunne lade sig gøre at bygge for 3-400 år siden.

Fine skraldespande på vejen opfordrer til at holde naturen ren...

Vi startede morgenen med at cykle ned til kontoret, for at være klar kl. 8.00 sharp, til at køre afsted med ministeriets bus. Efter lidt venten vrimlede det ind ad porten med glade bhutanesere. Choki og Tenzin havde taget en hel flok af deres venner med. Til at begynde med var vi lidt bekymrede for, om vi godt kunne være i bussen alle sammen. Men det gik lige og så var det kun hyggeligt at møde nye mennesker.

... nogle af dem er knap så funktionelle ;-)

Vi begav os afsted mod Paro og Taktsang. Efter at have parkeret bussen på parkeringspladsen begav vi os afsted opad. Næsten helt nede fra parkeringspladsen kan man se op til Taktsang, et ret utroligt syn, og man har lidt sin tvivl om, hvordan man skal komme helt derop… Men afsted det gik, opad, opad, opad, gennem bhutanesisk "urskov" med bl.a. nogle sjove hængeplanter, der ligner lidt edderkoppespind fra et spøgelsestog. Jeg fandt ikke rigtig ud af hvad det var for nogle planter, men jeg har fundet ud af at de skulle være helt specielle for området omkring Taktsang. Solen skinnede, så det var rimelig varmt, men skyfrit vejr giver jo også den bedste udsigt, så vi nød hele turen op.

Tepause med fantastisk udsigt

Tiltrængt pause i skyggen

Undervejs stoppede vi for at drikke te. Hvorvidt det var fordi det var tiltrængt med te eller fordi Tenzin blev træt af at slæbe på den tunge termokande er uvist, men nok en god kombination af de to. I ægte bhutanesisk stil delte han generøst  te ud til alle værdigt trængende vandrere, der kom forbi vores lille hvilested.

Vi fortsatte opad og nåede til ca. 3150 meters højde, hvorefter det gik nedad nogle stejle trapper, forbi et vandfald og så helt op til Taktsang. Vi gjorde et kort ophold, hvor vores bhutanesiske venner kunne iføre sig deres formelle outfit, gho og kira, som er påkrævet for dem at have på, når de besøger templer eller offentlige instanser. Vi kunne i princippet også have haft vores med, men vi udnyttede vores chillip-status og sparede den ekstra vægt i rygsækken.

Munkene spiser frokost på taget

Dagens (ca.) højeste punkt

Vi nåede lige præcis at komme indenfor og rundt i nogle af de forskellige dele af klosteret, inden de lukkede for frokostpause. Det var rigtig flot deroppe, med guldbuddhaer og alt hvad der hører sig til. Der spredte sig en helt særlig og intens stemning blandt bhutaneserne, for hvem Taktsang er et af de allerhelligste steder. Det var rigtig fedt at opleve buddhismen på så nært 

Mit eget postkortbillede af Taktsang

hold, og når man har sine venner
med, er det lidt nemmere at stille "dumme" spørgsmål til hvorfor de gør forskellige ting. Jeg føler mig nu stadig ret grøn i forståelsen afbuddhismen, men prøver på ydmyg vis at tage det ind så godt jeg kan, når jeg får muligheden.

Efter besøget bevægede vi os nedad igen mod bussen. Nu havde vi bedre tid og tog en masse billeder. Hvis I synes, at det er lidt for utroligt og ligner lidt for meget et postkort, så er det altså rigtig nok. Det ér lige så flot som på alle de berømte postkort!

 

Der søges i skovbunden...

På vejen ned skulle vi lige forbi det lille tehus, som ligger lidt længere nede ad bjerget. Vores bhutanesiske venner havde meget svært ved at forstå, hvorfor vi ville hen til tehuset, når nu vi havde så rigelige mængder af snacks med. Hemmeligheden bag den lille detour var dog

... Nikolaj fandt skatten, HURRA!

meget forståelig for de indviede - en af Bhutans eneste geocaches ligger

nemlig gemt lige ved tehuset. Bhutaneserne rystede godtnok endnu mere på hovederne, da vi gik ind i skoven ved siden af tehuset og begyndte at rode rundt i jorden. Efter lidt tid fik vi dog forklaret konceptet om den

verdensomspændende skattejagt, hvor man bruger sin gps til at finde de små skatte med og opdage nye steder. Særligt Tenzin var meget interesseret, og vi tror måske nok, at det bliver en ny spejderaktivitet i Bhutan ganske snart. Heldigvis lykkedes det os også at finde geocachen efter lidt tid.

Den medbragte mad nydes

Vi kørte hen til en lille flod, hvor vi spiste vores medbragte mad - ris med forskellige slags curry. Curry er et "paraplybegreb" over bhutanesiske retter med forskellige sammenkogte grøntsager og nogle gange kød, typisk med ost og chili i. Sjovt nok indeholder det ikke karry, som navnet ellers godt kunne antyde. Det var rigtig godt endelig at få noget at spise, og vi satte meget pris på, at bhutaneserne havde lavet mad til os, for vi var lidt i tvivl om, hvordan man lige havde madpakke med, når nu rugbrød er ikke-eksisterende her i landet… Meget uopfindsomt i virkeligheden! Men her har man store termobokse til maden, så vi fik faktisk varm, medbragt mad, selvom det var ved at være otte timer siden vi tog afsted. Det var rimelig sejt.

Tordenskjolds soldater - Bhutan version

Efter frokostpausen kørte vi hen til den gamle Paro Dzongh, som blev ødelagt af tibetanerne under et af deres invaderingsforsøg. Det var et stort, gammel fæstningsværk og oppe fra tårnet skulle det være muligt at se til Bhutans højeste bjerg. Desværre var der lukket, så vi nøjedes med at gå en tur udenfor. Tenzin viste os en gammel trappegange, hvor han fortalte, at bhutaneserne havde narret tibetanerne til at tro, at de var alt for mange krigere til at forsvare sig ved at løbe op og ned med fakler i hænderne en helt masse gange, præcist som i historien om Tordenskjolds soldater. Meget tankevækkende, at to så ens fiduser til at narre fjenden er opstået helt forskellige steder i verden. Desværre lykkedes det jo så for tibetanerne at ødelægge den gamle dzongh ved et senere angrebsforsøg.

Vanddrevet bedemølle, rimelig smart!

Bhutanesisk høloft. Hyggeligt, ikke?

I landsbyen lige nedenfor så vi et sjovt fænomen, en vanddrevet bedemølle. Så kører møllen drevet af vandkraft, og man slipper for at skubbe den i gang hele tiden, smart! De havde også hølofter oppe under deres altid imponerende tagkonstruktioner, og jeg overvejede, om bhutanesiske spejdere mon også sover på hølofter, når de er på tur. Med den generelle gæstfrihed, der er her i landet ville jeg i hvert fald ikke tøve et sekund om at gå hen og spørge om lov, hvis jeg en dag på en hejk manglede et sted at sove.

Der rockes på bagsædet af bussen

Vi kørte tilbage mod Thimphu efter endnu en rigtig dejlig dag i bjergene i godt bhutanesisk selskab.

Forhåbentlig får vi mulighed for at besøge Paro igen senere, da spejderne er ved at lave deres første spejdercenter i nærheden.

Søndag startede ud som en lazy-day med tøjvask og andre praktiske gøremål. Jeg besluttede mig dog for at tage et smut ud og prøve min nye mountainbike lidt mere af. Det lyder meget sejt at cykle rundt i bjergene, men egentlig handler det om, at jeg aldrig har prøvet at have mere end syv indvendige gear på min cykel, så det er altså lidt udfordrende at okse op ad de her bjerge, når man ikke kan finde ud af at skifte gear… Så jeg tog mig en stille og rolig cykeltur rundt i området. Forhåbentlig kan vi snart komme ud på nogle lidt sjovere ture. Jeg endte ude ved nationaldzonghen, som ligger her i Thimphu. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sammenligne det med. Normalt fungerer dzonghen som en slags rådhus for området, men der er også meget religiøst forbundet med det med munke og klostre derinde. I hvert fald er det et koloenormt bygningsværk, selvfølgelig i den klassiske smukke bhutanesiske byggestil med udsmykninger over

Dzonghen

det hele og ned i mindste detalje. En gut jeg mødte derhenne, Sonam, viste mig rundt og fortalte om nogle af de forskellige bygninger. Bl.a. hvor kongen har sit kontor, og at han kun har simple møbler derinde, ikke noget helt vildt fornemt, hvilket virkede som om, det var lidt overraskende for en konge. Sonam havde arbejdet på dzonghen i nogle måneder med at sætte farvet belysning op i anledning af det royale bryllup. Det lød virkelig flot, og vi må vist hellere finde en aften at tage derhen og se det.

På cykelturen tilbage fik jeg sms fra Signe med invitation til kanelsnegle. Lige noget der kunne redde turen op ad bjerget på halvvejen. Det var rigtig lækkert med hjemmebagte kanelsnegle, de blev nydt i rigelige mængder, med god udsigt over hele byen og i rigtig godt selskab. Alt i alt har det været en rigtig dejlig weekend her i Bhutan. Det er også den sidste friweekend inden det går løs med ledertræning, rundrejse og seminarer fra næste weekend og hele november. Det bliver nu også virkelig spændende at komme i gang med kurserne, at møde nogle flere spejdere og at komme på tur rundt i landet, selvfølgelig.

I morgen er det helligdag, kroningsdagen for den femte konge. Vi har fundet frem til en klatrekontakt, som vi skal mødes med i morgen og forhåbentlig ud at klatre på Bhutans eneste indviede klatreklippe, "The Nose". Det bliver rigtig fedt, og den her klatremus glæder sig i hvert fald rigtig meget :-)