Tour de Thimphu II, yakokseburgere og bjergvandring

Grå og trist regnvejrsdag

Efter fredagens møgvejr kom solskinsvejret heldigvis tilbage og vi kunne igen nyde 25 grader og sol på vores terrasse. Lørdag morgen vågnede vi fordi de indiske gæstearbejdere startede deres byggemaskine på byggepladsen lige ved siden af, hvor vi bor. De arbejder rimelig meget, de indere der. Og så bor de i sivskure, som jeg bestemt ikke kan forestille mig kan være særlig varme om natten, hvor vi fornemmer, at temperaturen nærmer sig frysepunktet. Generelt tager de indiske gæstearbejdere de mest lousy jobs i byggesektoren, som bhutaneserne ikke gider tage, trods den relativt høje arbejdsløshed her. Derfor ser vi mange indere rundt omkring på byggepladserne, og man kan ikke andet end at imponeres over deres spektakulære pioneringsværker, der gør det ud for stilladser, men samtidig er det underligt med dette "parallelfolk", der ikke smiler tilbage som bhutaneserne gør, men bare sender tomme blikke.

Thimphu Weekend Market

Lørdag eftermiddag begav jeg mig ned i byen for at se nærmere på, hvad der foregik. Der var traditionel bhutanesisk folkedans ved Clock Tower, hvilket var rigtig fint at se, men det er ikke specielt varieret og meget stille og roligt, så jeg begav mig videre efter 5-10 min. Det er sjovt at gå gennem gaden sådan en lørdag, tempoet er ligesom skruet helt ned (og der er altså i forvejen ret stille og roligt her i Bhutan), og så har folk "almindeligt" tøj på og ikke gho og kira. Det lykkedes mig at finde ned til Weekend Market, som er der, hvor de lokale køber deres varer. Priserne her er væsentligt billigere og forklarer, hvorfor det kan lade sig gøre at spise ude på restaurant til en fjerdedel af prisen i forhold til at lave maden selv derhjemme.

Bondekone der solgte virkelig gode bananer

På markedet havde de mange spændende grøntsager og frugter fra både indiske og lokale bønder. Jeg havde lidt svært ved at lure, om jeg skulle betale ekstra fordi jeg er chillip, men vores gode og erfarne ven Signe siger, at det skal man normalt ikke. Det var dog en udfordring at få en kvittering til regnskabet, også selvom jeg selv skrev kvitteringen og bare bad om en underskrift.

Ca. halvdelen af Bhutans befolkning er analfabeter, og bønderne på markedet er nok ikke ligefrem dem, der har gået mest i skole, så de kunne simpelthen ikke skrive deres eget navn… Enten bliver det et projekt at lære hver bondekvinde jeg handler med at skrive sit eget navn, eller også dropper jeg nok bare det med kvitteringerne.

Lørdag aften var vi til yakokseburgermiddag hos Signe. Yakoksen havde hun fået fat i nede på markedet, men selvom slagteren dernede lovede hende, at det var fra den bedste del af dyret, var det rimelig sejt at tygge i. Men oplevelsen var vældig og selskabet rigtig godt. Og så fik vi hjemmebagte grovburgerboller, det var næsten det allerbedste, efter nu to uger med hvide ris og toastbrød.

Søndag havde vores udlejer/værtsfar vist allieret sig med naboerne, de indiske byggemænd. I hvert fald var der stille på byggepladsen og der blev bygget et drivhus i haven. Et spændende projekt at følge med i. Jeg har aldrig før set et drivhus lavet af bambus og plastiktagplader, og jeg har min tvivl om, hvor godt det virker i nattefrost, men et sjovt projekt, det var det bestemt. 

Mig og vores nye ven, munken

Udsigt over Thimphu Valley

Imens de arbejdede  begav vi os på første rigtige vandretur i bjergene. Vel allieret med min nye bog "Mild and mad day hikes around Thimphu" fandt vi op til først et kloster, hvor jeg blev inviteret indenfor af en munk som ikke kunne et ord engelsk. Det var virkelig fascinerende, der sad en stor Buddhafigur i guld og var røgelse og gaver over det hele. Jeg følte mig utrolig meget som en fjollet turist, da jeg overhovedet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre derinde. Jeg fattede dog at tage noget vand fra en kande munken hældte med og føre det gennem håret, men ikke helt hvorfor man skulle gøre det. Der er bestemt plads til udvidelse i min forståelse af den spændende buddhistiske kultur! Vi fortsatte op i bjergene til et andet kloster. Her var de ved at bygge et nyt kloster ved siden af det gamle.

Der laves fine udskæringer til klostret

Måske til ære for kongen, det var lidt svært at finde ud af. I hvert fald var arbejderne i fuld gang med tilskæring af det flotteste træværk. Her forstod vi også hvilken tur, nogle arbejdere vi tidligere mødte, har taget med en kæmpe pose cement på ryggen.

Old-fashion bæresystem(!)

Også her blev vi inviteret indenfor i det virkelig flotte tempel. Det er utroligt, hvor smukt der er pyntet med flæser, blomster og guld over det hele. Jeg er rimelig imponeret over, at de har slæbt alle byggematerialer og alting helt derop i bjergene til fods. På en måde virker det rimelig fjollet, når det nu også gør, at de folk der skal besøge klostrene skal gå helt derop. Omvendt fornemmer man godt, at man er tættere på himlen, helt deroppe i bjergene, så fra et spirituelt synspunkt, som jo er vigtigere end det praktiske her i Bhutan, er det meget logisk.

Vi nåede lige præcis ned fra bjerget og hjem, inden det blev alt for mørkt. Man kan godt mærke, at man er tættere på ækvator. Solen går ned kl. 17.26 (ifølge mit Suuntour) og så er det fuldstændig mørkt kl. 18, så der er ikke meget skumringstid at finde hjem i. Her er dog gadelygter, i hvert fald nogle steder, og nogle gange er de også tændt, men vi har vænnet os til at have pandelygten med i tasken eller lommen næsten hele tiden.

Parking jam udenfor vinduet

Nu er en ny og spændende uge på kontoret begyndt. Der har i dag været et kursus for nogle fra Department of Youth and Sports, hvor vi arbejder, så der var rigtig mange mennesker og især mange biler. Den øverste chef kom kørende i sin bil i morges, og så var der nogen, der holdt på hans parkeringsplads (Oh no!), som selvfølgelig er i allerinderste hjørne, tættest på bygningen. Han fik dem til at flytte bilen, så han kunne holde på sin sædvanlige plads. Om eftermiddagen var der imidlertid blevet fyldt op med biler. Vi havde kigget ud ad vinduet og grint lidt af, at når nogen af de inderste skulle hjem, var det nødvendigt at 6-7 andre biler blev flyttet først. Pludselig hørte vi en bil dytte gevaldigt udenfor. Og ganske rigtigt, der stod chefen og dyttede i hornet fordi han skulle have sin bil ud. Vi fik os et godt grin og håber ikke at nogen så det. Så meget for at kræve at parkere sin bil på den samme plads hver dag :-)