torsdag den 20. oktober 2011

Formaliteter og fødselsdag på toppen af verden

Stor og fin fødselsdagskage :-D
Ovenpå alt bryllupsfejringen kom en lille personlig mærkedag for mig, nemlig min fødselsdag. Det er efterhånden ved at være en vane for mig at fejre fødselsdag spændende steder, sidste år var det i Sverige og de fleste andre fødselsdage jeg husker, har jeg været på et af korpsets efterårskurser. Og selvom min mor hvert år bekymrer sig om, om jeg nu bliver fejret ordentligt, har det altid været tilfældet og i år var ingen undtagelse.
Jeg stod op til strålende solskin over Himalayabjergene (det smukkeste solskin, ligesom den dag jeg blev født, som min far altid siger). På kontoret havde de forberedt en overraskelse til mig: en kæmpestor lagkage! I ægte bhutanesisk stil var der selvfølgelig tilhørende chili :-) Eller det troede vi i hvert fald til at begynde med, men det viste sig, at det hørte til de momos som blev serveret efter kagen, pyha, chili på lagkage havde alligevel været rimelig mærkeligt!
Kage til hele kontoret (med chili...)
Jeg fik også fine gaver, en pung vævet af silke i klassisk bhutanesisk stil og en ekstra deko (jakke) til min kira, så de kan blive vasket en gang imellem.
Dagen bød heldigvis også på noget seriøst arbejde, for efter en hel uges kongebryllup var vi rimelig ivrige efter at komme i gang med projektet.
Visum og studiekort - HURRA!
Mandag var også første kontordag efter alle helligdagene, så vi tog hen på immigrationskontoret igen for at prøve at få forlænget vores visum. Vi troede, at vi nu havde alle de fornødne blanketter, billeder, legaliseringsfrimærker med underskrift, medicinske certifikater, breve mv. for at det kunne lade sig gøre at få et studiekort og efterfølgende visum. Men ak nej, nu manglede vi et brev fra vores chef om, at vi skulle have studiekort, på trods af at vi havde et officielt brev fra ham som sagde, at vi skulle have forlænget vores visum og en ansøgning om studiekort med hans underskrift på. Nå, så efter at have talt med diverse af Tenzin onkler og venner tog han tilbage til kontoret for at få det der brev, så kom han tilbage, men så var der kun 40 minutter tilbage af kontorets åbningstid og så kunne de ikke nå at lave vores studiekort samme dag. Så vi mødte trofast op igen tirsdag morgen, fik vores studiekort og efter at have gået frem og tilbage til forskellige skranker en fire-fem gange fik vi vores visumstempel.

Efter udstedelse af visum begav Nikolaj og Tenzin sig på jagt efter en bankkonto til os, så vi kan få flyttet nogle penge herover til at leve for. Efter hele visumprocessen og efter hvad vi har hørt fra de tidligere ungdomsledere, forventede vi lidt af hvert og at det godt kunne tage laaang tid. Men her kommer Bhutan som én stor familie ind i billedet igen. Manden på over-bankkontoret var nemlig den selvsamme mand, som Tenzin havde hjulpet ved at tage hans kuffert med flyet fra Delhi og hans søn har studeret i Danmark, så der var rimelig meget goodwill optjent hos ham allerede fra start af. Nikolaj fik drukket en masse te, manden ringede rundt til forskellige folk og så tog drengene et smut hen i banken og vupti havde vi både bankkonto og hævekort med kode til i løbet af i alt en halv time, meget imponerende! Det mest forundrende er egentlig, at man aldrig rigtig ved, hvor omstendige eller tidskrævende forskellige processer vil være. Jeg synes også at det siger en del om bhutanesernes meget accepterende mentalitet, de sætter sig bare ned og venter, hvis tingene tager tid, ligesom ved kongens ankomst til Thimphu. Noget der går igen over alt er, at de er meget stille og rolige og utroligt venlige og imødekommende.

Bhutanesernes imødekommenhed er heldigvis noget vi oplever dagligt. Det er rigtig fedt at arbejde på kontoret med andre spejdere, som er meget interesserede i, hvad vi laver og i at høre om spejderarbejdet i Danmark. For tiden spiser vi frokost med Sir Pema, som har været i Danmark og bl.a. med på Blå Sommer, han er en rigtig hyggelig fyr med det herligste grin. Han er ved at planlægge 2nd National Jamboree her til december og vil gerne have vores input til det. Måske kan vi oven i købet komme med på lejren, hvis det ellers kan flaske sig henover julen. Vores udlejere er også rigtig søde. I går tog det flere timer at få lov til at betale husleje, fordi vi også lige skulle drikke te og snakke om alt fra indkøbspriser til moderne buddhisme. De inviterede os også op til middag en dag, hvis vi var trætte efter en lang arbejdsdag, hvilket vi helt sikkert vil benytte os af. Faktisk er de mere som en værtsfamilie end som udlejere og de er altid parate til at hjælpe os med hvad som helst vi nu skulle være i tvivl om. Og det er ikke så lidt :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar