"Tashi Delek, Your Majesty!"

Bhutan er på den anden ende - Kongen blev gift i torsdags, og som i et ægte eventyr "varede brylluppet i flere dage".

Klar til kongebryllup i kira og gho

Torsdag, den store dag for brylluppet, startede vi dagen ud med at dresse up i vores nyindkøbte gho og kira. Det skal lige siges, at det tager lidt tid at få sig installeret i sådan et monstrum. Især Nikolajs gho gav udfordringer med korrekte folder på ryggen og en tilpas stor pose over bæltet. Heldigvis er bhutaneserne meget venlige og hjælpsomme til at rette på ens tøj, og er der noget, der er styr på i dette ellers til tider lidt ustrukturerede land, så er det, hvordan nationaldragten skal sidde.

Vi begav os ned gennem byen og mødte en stemning, der nok bedst kan sammenlignes med Danmark under en vigtig landskamp i fodbold. Dvs. der var INGEN mennesker i gaderne, men man kunne høre en summen fra TV'er rundt omkring. Hele Bhutan sad paralyseret foran fjernsynet og fulgte livetransmissionen af brylluppet fra Punakha Dzong. Vi mødtes med Choki, gik lidt rundt og så på de opstillede scener og boder, hvor man klart fornemmede, at der ville komme til at ske noget på et senere tidspunkt og besluttede os så for at gå en tur op i bjergene i stedet for at dalre rundt i en fuldstændig øde by.

Choki hviler fødderne

bjergvej med masser af bedeflag

 Vi afmonterede vores dragter i lejligheden og begav os afsted på tur. Choki havde sagt, at turen ville tage ca. 20 min. og at der var en vej hele vejen op. Lidt fesen bjergbestigning, tænkte jeg, og iførte mig mine klip-klappere da støvler eller sko ikke ligefrem er foretrukket fodtøj i høj sol og 25 graders varme. Og når Choki havde tænkt sig at gennemføre i sine sædvanlige høje hæle, tænkte jeg at det nok var fint nok. Turen blev dog noget mere spændende, da vi valgte "short cuts" så snart det var muligt, det vil sige, at vi klatrede op ad temmelig mange bjergskrænter. Om jeg begriber, hvordan de bhutanesiske piger klarer sig i deres høje hæle hele tiden! Men det gør de altså. Turen op til BBS-tower (TV-tårnet) var rigtig fin, og det ligger lige ved siden af hvor vi bor, så jeg øjnede en mulig morgenløberute. Hele vejen op ad bjerget var der ophængt bedeflag med stigende intensitet mod toppen.

På toppen mødte vi Chokis onkel og tante, som var ved at hænge bedeflag op sammen med en munk. Vi fik forklaring på, at onkelen skulle hænge hvide bedeflag op, fordi hans stjernetegn er jern-hund, og de hvide flag er symbol på jern. Vi syntes at det var en lidt underlig dag at tilbringe i bjergene når der nu var bryllup, men astrologisk set var det en god dag at hænge bedeflag op på, ligesom det astrologisk set var en god dag at blive gift på. På mange af bedeflagene er der i midten trykt en vindhest, som symboliserer, at bønnerne nemmere bliver blæst ud i verden af vinden. Astrologi og symbolværdi er virkelig vigtigt for dem herovre og noget man godtnok skal vænne sig til at forholde sig til. Ikke at vi behøver det, men jeg synes det er spændende, at de har så anderledes en indgangsvinkel til mange ting. F.eks. Var kongen først kærester med en pige, men deres horoskoper passede dårligt sammen, så nu er det så hendes kusine han bliver gift med, for der passede horoskoperne bedre…

Te og snacks med Chokis onkel og tante

På toppen blev vi også budt på bhutanesisk te med puffede ris i. Det er meget specielt, men faktisk ret godt. Efter teen fik vi også lidt bhutanesisk majsvin, det smagte virkelig underligt, og heldigvis blev de overhovedet ikke sure over at vi kun sippede til det. Vi fik også en lille lektion i hvordan børnene navngives og fandt ud af, at en måde man kan kende forskel på pige- og drengenavne er, at når et navn slutter på mo, så er det altid et pigenavn. Man kan dog stadig ikke vide sig sikker med de navne som ikke slutter på mo, det kan være både piger og drenge.

Efter gåturen tog jeg ned i byen sammen med Choki for at se om der var mere gang i den. Desværre var dagens show ved Clock Tower lige sluttet da vi kom, så vi tullede bare lidt rundt og kiggede og spiste "momo" (dumplings med oksekød eller kål/ost i), det var virkelig godt, og endelig er der en bhutanesisk ret, hvor man ikke får svitset smagsløgene i chili, det er meget rart.

Ambient Café i Thimphu

Fredag var den store dag, hvor kongen og dronningen skulle ankomme til Thimphu. Som så meget andet var der ikke rigtig noget officielt program for dagen, så vi mødtes med Choki nede i byen kl. 10.30. Hun sagde så, at planen var, at det royale par skulle spise frokost et sted i bjergene og så ankomme til Thimphu efter frokost. Så vi begav os lidt rundt i byen, fandt frem til Ambien Café, som er det mest Starbucks-agtige sted i hele Bhutan, tror jeg. Et sted som de fleste danskere der har været i Bhutan, som vi har talt med har anbefalet, fyren som stod i baren, Lecho, kendte også flere af de tidligere ungdomsledere (vi skulle hilse!). Det er meget vestligt og der er meget få bhutanesere derinde og så er der gratis trådløst internet, god kage og vestlige frokostretter, helt sikkert et sted vi kommer til at hænge ud en gang imellem, når vi trænger til en pause-boble fra den bhutanesiske kultur.

Skolebørn der venter tålmodigt

Vi mødtes med Chokis veninde og ventede så i gaden på kongen og dronningen. Og vi ventede og ventede og ventede. Der var en helt særlig forventningsfuld stemning blandt folkene i gaden. Til at starte med var det mest skolebørn i deres gho- og kiraskoleuniformer, som tålmodigt sad klar med bhutanesiske flag, men i løbet af dagen blev gaden mere og mere fyldt op med alle mulige mennesker.

Midt i ventetiden blev vi kontaktet af en journalist fra Thailandsk TV, som interviewede os om at være udlændinge midt i bryllupsfejringen. Så nu er vi også verdenskendte i Thailand. Se indslaget på youtube: http://www.youtube.com/watch?v=9_XeIrjlx8Y

Det var lidt underligt at vente uden rigtig at vide hvor længe vi skulle blive ved med at vente. Og hele tiden gik der forskellige rygter om, at nu kommer de, eller nu er de kommet til klokketårnet (200 m nede ad vejen fra hvor vi stod), men ingenting skete. Så blev det mørkt, og der var stadig ikke skyggen af det royale brudepar. Så vi ventede videre. Hvis ikke der havde været en sitrende forventningsfuldhed og samtidig ro og tålmodighed blandt bhutaneserne, tror jeg at vi havde givet op og var gået hjem. Endelig skete det så! Kongen og dronningen kom gående, omringet af store biler og sikkerhedsfolk, og så alligevel utrolig tæt på. Der var ingen afspærringer på vejen, folk fik bare at vide, at de skulle blive bag linjen som markerede parkeringsbåsene i siden af vejen, virkelig imponerende, at det lod sig gøre. De gik først i den anden side af vejen, men så lige inden de var ved at gå forbi os vendte de sig om og kom over i vores side af vejen. Jeg så en gammel mand som rystede helt af nervøsitet og var meget ivrig efter at hilse på kongen. Det virkede som om at det var det vigtigste, der kunne ske i hans liv, at han fik lov at hilse på kongen. Jeg stod ca. tre meter fra ham og blev helt grebet af den nervøse stemning. Mit hjerte bankede afsted, jeg vil skyde på at min puls var omkring 1000 og så kom kongen og dronningen hen og hilste på mig! Jeg var helt paralyseret, havde virkelig ikke regnet med at det ville ske, men fik dog fremstammet et "Trashi Delek, Your Majesty" (det betyder held og lykke/tillykke på Dzongkha). Efter at have hilst på kongen tog vi hjemad. Tenzin ringede for at aftale angående lørdag og sagde at jeg ikke måtte vaske mine hænder i tre dage. Det har jeg så ikke overholdt… Desværre er det forbudt at tage billeder af kongen tæt på, så ingen kodak-moments af mig og majestæten.

Bugnende fuldt Thimphu stadion

Lørdag var dagen for det store bryllupsshow på stadion i Thimphu. Vi dressede up i gho og kira igen og begav os mod stadion. Vi troede egentlig at vi skulle have været frygteligt tidligt oppe for at få pladser, men Choki forsikrede os om, at det behøvede vi ikke, så vi tog ikke afsted før kl. 8. Da vi kom ned til stadion viste det sig dog, at det nok ikke havde været så tosset at have været der kl. 6, som var den oprindelige plan. Der var propfyldt og vagterne sagde, at vi ikke kunne komme ind. Øv, tænkte vi, men så gik vi rundt om stadion og fandt indgangen for "foreigners". Det viste sig, at man skulle have særlige invitationer for at komme ind der, så det gik ligesom heller ikke. Så vi gik videre rundt om stadion. Vi mødte en lang kø af mennesker som stod ved en låge i hegnet og en politibetjent lukkede folk ind af og til. Det så meget uofficielt ud, og vi var ikke rigtig sikre på, om det nu var nogen god idé. Choki gik hen og sweettalkede politibetjenten, pegede over på os i vores fine tøj og sagde noget med volunteer workers, chillips (fremmede) og vupti, så blev vi lukket ind. 

Skolebørn danser det bhutanesiske flag

Vi traskede noget rundt mellem menneskemængden på stadion inden vi fandt os et sted at sidde. Jeg

sad ved siden af nogle skolepiger, der havde været på stadion klokken fem om morgenen og fik egentlig lidt dårlig samvittighed over, at vi bare sådan havde mast os ind. Stemningen var vældig og efter noget tid kom kongen og dronningen og showet gik i gang. Der var indslag fra forskellige skoler, Ministry of Traditional Arts and Dance (eller hvad det nu var det hed), fra en nepalesisk skole, en privatskole, flere forskellige grupper af munke og mange andre.  Det var rigtig spændende at se, især var jeg imponeret over de danseformationer som skolebørnene lavede. Eftersigende har de også øvet sig i rigtig rigtig længe.

Kongen dansede med

Det var også fedt at se munkenes danse med deres store dragter og masker, som normalt bruges ved de forskellige festivaller. Kongen hoppede oven i købet også med i en af dansene og bhutaneserne omkring os var meget begejstrede. Det er nu en ret sej konge, de har sig!

Efter at have siddet på betonklodser og set traditionel bhutanesisk dans i omkring fem timer og scenarierne ligesom gentog sig besluttede vi os for, at vi havde set nok og tog hjemad. Det har været nogle helt fantastiske dage og vi er meget glade for at have fået lov til at være med til fejringen, som betyder så meget for det bhutanesiske folk. Jeg synes vi har lært meget om deres mentalitet og indgangsvinkel til forskellige ting ved at være en del af det.

Søndag har vi brugt på absolut ingenting. Det var rimelig tiltrængt efter alle bryllupsstrabadserne. I morgen går det for alvor løs med projektet, når BSAkontoret (forhåbentlig) er tilbage til normale forhold efter brylluppet. Det bliver virkelig dejligt endelig at komme i gang med arbejdet.