Tid til at se lidt af landet

Tirsdag stod den på sightseeing i Bumthang. Egentlig hedder byen Jakar, men af en eller anden grund omtales den aldrig som andet end Bumthang, selvom det er hele området der hedder det.

En bhutanesisk lussekat (næsten...)

Morgenudsigt over Bumthangdalen

Vi stod op til en helt frostklar morgen og selvom vi har sovet to nætter i Bumthang var det første gang vi virkelig så de meget brede dale og store skove, der præger området. Med de hyggelige træhytter og store granskove mindede det mig rigtig meget om Sverige.

Endnu mere mindede det mig om Sverige fordi jeg dagen inden, i Mongar, fandt noget brød formet præcist som lussekatte (en særlig slags safranbrød de spise i Sverige optil jul), meget hyggeligt.

Vi havde aftalt at tage af sted fra hotellet kl. 9, men da vi stod parate på parkeringspladsen var der ingen bus. Meget mærkeligt, for vores rare chauffør var ellers altid på pletten til tiden (modsat de fleste andre bhutanesere med deres Bhutan Strechable Time!). Vi fik dog fat i ham og kunne forstå at det kolde vejr havde været lidt hård ved batteriet i bussen, så han kunne ikke starte. Efter noget tid kom der dog gang i bussen og vi tog afsted mod dagens første stop, "Burning Lake".

"Burning Lake"

Efter en kort gåtur fra parkeringspladsen kom vi ned til søen, som egentlig bare er en udposning på den flod, der løber igennem dalen og gemt nede mellem nogle klipper. Det siges at Pema Lingpa (en hellig mand fra lokalområdet, som er blevet velsignet af Guru Rinpoche) for at bevise sin hellighed overfor de lokale tvivlere, hoppede i søen med en brændende smørlampe og kom efter noget tid op igen, stadig med ild i lampen. Derfor hedder søen nu den brændende flod. Vi troede at det var en større sø, som man måske kunne gå en tur omkring, men det var virkelig indeklemt mellem klipper, så vi var hurtigt videre igen.

Næste stop på turen var ved et tempel, Jampey Lhakang. Det er et af Bhutans ældste templer, man mener det er bygget i 659, men det er dog usikkert og i øvrigt skulle det være bygget på kun én dag… Noget jeg lærde i religionstimerne i min gymnasietid omkring buddhisme er, at buddhisterne går ikke så meget op i fakta, mere i symbolske betydninger, hvilket dette jo også godt kunne tyde lidt på. Inde i templet var der en stentrappe med tre trin, som symboliserer tiden - fortiden, nutiden og fremtiden. Det siges at når det midterste trin, der repræsenterer nutiden, synker til gulvniveau vil guderne forvandles til mennesker og verden vil ende. Jeg synes ikke at der var sådan vildt stor niveauforskel på de to trin, men omvendt tager stenmassiver der synker sammen jo også en rum tid, så mon ikke der er håb for vores verden for i hvert fald en tid endnu. Guru Rinpoche (ham der bragte buddhismen til Bhutan) har besøgt templet og sad og mediterede i et tårn.

Eva, nu med renset sjæl og støvet tøj...

Træ, spiret fra vandrestaven

Vi begav os videre på vores sightseeingtur og kom til endnu et

tempel, Kurjey Lhakhang, som betyder noget i retning af "kropsaftryk" fordi der er et aftryk af Guru Rinpoches krop i en af hulerne i templet. I et af templerne var der en smal tunnel i klippen som man kunne kravle igennem og det skulle

eftersigende rense ens sjæl for synder. Jeg ved nu ikke om jeg følte den helt store syndsforladelse, men jeg fik i hvert fald meget støvet tøj. Udenfor, bagved templet stod et meget højt nåletræ. Det siges at Guru Rinpoche plantede sin vandrestav her, og derfra voksede træet.

Choki drikker fra den hellige kilde

Et lille stykke fra templet, op ad en bakke, så vi en hellig kilde. I Lonely Planet står der, at her vasker munkene deres sokker. Vi så dog kun to mænd der tog bad deroppe. Men man bliver vel også både ren og velsignet (og meget kold), når man bader i vandet fra en hellig kilde.

Hængebroen over floden

Vi havde insisteret på noget vandring på vores tur, når nu vi befandt os ude i den dejlige bhutanesiske natur, så fra dette tempel drog vi afsted til fods mod et kloster, Tamshing Goemba. Det var en fin tur, om end lidt hårdt for Chokis korte ben og hendes fødder i de højhælede sko. Det var også rigtig varmt, hvilket man ikke lige havde forudset i den frostklare morgen da vi tog afsted. På turen gik vi over en hængebro hvor vi mødte nogle lokale skolebørn på vej til frokostpause. Det er lidt sjovt at se børnenes vej til skole, ad støvede grusstier og over brede floder.

Eva med jernsjal, nu med mere lykke!

Skolebørn på vej til frokost

Det er bestemt noget andet end i Danmark. Vi nåede frem til klosteret, hvor vi kunne se munkene i deres afslappede dagligdag, de var ved at vaske tøj og gøre klar til frokostpause. Inde i et af templerne var der et jern"sjal". Det siges at det er lykkebringende hvis man kan bære det rundt i gangene tre gange. Tenzin og jeg klarede prøvelsen, Choki kunne næsten ikke løfte det og Nikolaj syntes vist det var lidt fjollet, så han nøjedes med at løfte sjalet, bare for at bevise, at han i hvert fald ikke var for slap til det.

Vi gik resten af vejen ind til Bumthang og kom forbi den nye lokale lufthavn de er ved at bygge. Altså lufthavn er måske så meget sagt, men der er i hvert fald en landingsbane og et kontroltårn. Lufthavnen skulle gerne blive taget i brug i løbet af 2011, men hvorvidt de når det med BST er nok lidt usikkert.

Købmand med lokal tørret ost

Efter frokosten, som som sædvanlig bestod mest af ris, begav vi os rundt i de lokale handicraftbutikker for at lede efter uldprodukter som skulle være særlige for Bumthangområdet. Vi fandt desværre ikke rigtig nogen souvenirs der var værd at købe med hjem. Ulden her kradser rigtig meget, især når man er vandt til merinould.

Munk på vej ind til ceremoni

Tenzins fætter havde inviteret os op at se noget buddhistisk messe, som skulle foregå i et nærliggende tempel. Vi kørte derop og kiggede indenfor i templet til et overvældende syn af munke over det hele, linet up med sjove truthorn, trommer, flag og store pragtfulde figurer i mange farver, bygget af noget der minder om modellervoks. Det var lidt svært at finde ud af, hvad det egentlig var der foregik, men der var øredøvende høj musik (eller hvad man nu kan kalde det) fra alle munkene, af og til afbrudt af messen fra en lama. Selvom vi ikke helt vidste hvad det var de havde gang i, så er det altid spændende at se munkene folde sig ud, for det er så meget anderledes end noget man er vandt til hjemmefra.

Der sættes labels på øllene - manuelt

Efter besøget i klosteret tog vi ned for at besøge det lokale bryggeri, hvor de brygger den berømte Red Panda weissbier. Vi fik en kort rundtur i bryggeriet og fik lov at smage på den gode øl og på deres hjemmelavede æblemost. Det smagte virkelig godt, især kunne Choki og jeg godt lide æblemosten, for vi er ikke så meget til øl. På bryggeriet foregår mange ting manuelt, f.eks. hælder de øllet på flasker og sætter labels på manuelt. Flaskerne som øllet hældes på er desuden genbrug, så man kan få Red Panda i mange forskellige flasker, - Carlsberg, Kingfisher m.fl. og i forskellige farver og størrelser.

Vi begav os tilbage til byen og måtte lige forbi et andet hotel for at betale en regning. Det var betaling for de dage, hvor vi ikke havde været der i sidste uge, fordi vi jo var blevet forsinket. Selvom de gav vældig meget rabat fordi vi er frivillige og alt det her, så var det nu alligevel den dyreste kop te jeg nogensinde har drukket. Det var dog et meget hyggeligt sted og vi mødte en dansk familie som er på rundrejse i et halvt år. Det var rigtig spændende at høre lidt om deres eventyr, der allerede har taget dem gennem Indien, Nepal og nu Bhutan og som først ender en gang i foråret.

Efter den lange dag med masser af indtryk fik vi os en god lang og velfortjent nats søvn. Onsdag morgen skulle vi videre, men igen var der problemer med kombinationen af kulde og et glemt tændt lys i bilen. Så inden vi kunne komme videre måtte vi vente en rum tid på at chaufføren fik liv i bussen igen. Heldigvis var turen ikke så lang, og vi nåede da frem til næste stop, Phobjikha Valley omkring spisetid.

Sorthalsede traner der flyver gennem dalen

Torsdag stod den på tur rundt i dalen for at se de berømte og sjældne sorthalsede traner, som holder til her om vinteren. Vi startede dagen på Black Necked Crane Information Centre, hvor vi kunne låne kikkerter og se nærmere på de prægtige (og lidt underlige) fugle. Det er store hvide traner og så har de der her lidt underlige sorte halse, et meget fascinerende dyr. De foretager sig dog ikke det store, de står mest og spiser ned i jorden og så flyver de lidt omkring en gang imellem.

Traner der spiser, det de gør mest

Vi koblede os på en gruppe af australske turister som havde en guide der kendte området og fik gået en god lang tur. Om eftermiddagen satte vi os for at vente på at tranerne skulle danse deres berømte aftensdans. Efter at have ventet en rum tid, de andre havde givet op for længst og var gået tilbage til hotellet, opgav jeg også da jeg kom i tanke om at jeg intet lys havde med, så det ville være lidt svært at finde tilbage til hotellet ude i skoven i bælgravende mørke, for Phobjikha er virkelig ude midt i ingenting, og der er først for nylig kommet strøm til området, så gadebelysning er ikke rigtig noget de gør i. Vores chauffør blev dog hængende i sin bil for at se tranerne danse, men i morges da vi kørte hjemad fortalte han at de ikke havde danset i går, og jeg var ikke så længere ærgerlig over at jeg ikke blev siddende og ventede til solnedgang.

Monumenter på Dochu La

Udsigt over bjergene fra Dochu La

I dag kørte vi så tilbage til Thimphu og gjorde et stop på vejen ved et højt pas, Dochu La, 3140 m, med 108 små buddhistiske monumenter og en virkelig flot panoramaudsigt over de højeste bjerge i Bhutan.

Nu er vi så tilbage i lejligheden, det er helt rart at være hjemme igen. Vi spiste frokost nede i byen på et efterhånden favoritsted, hvor de har gode pizzaer og pastaretter. Spaghetti var helt tiltrængt efter nærmest kun at have spist ris med forskellige datsi'er (retter med ost, typisk chili, kartofler eller svampe) morgen, middag og aften i næsten to uger. Her til aften spiste vi hos vores meget søde udlejere som bor ovenpå. De havde lavet klassisk bhutanesisk mad til os, så helt fri for ris med grøntsager blev dagen ikke. Det var dog nogle gode retter de havde lavet til os.

Vi er også ved at gøre klar til vores del af CBS training course som løber af stablen i morgen og deltagerne skal lære noget om projektledelse og samarbejde.