Roadtrip og mere spejd til flere

Jeg fik vist taget lidt for tidligt forskud på begejstringen over vores penges endelige ankomst i sidste uge… Trods lovning på, at vi kunne få udbetalt vores penge tirsdag morgen fra den indiske bankmand, så fik vi os en noget lang næse, da vi stod dernede kl. 9 med alle vores ting pakkede i bussen, klar til at tage af sted. For tilsyneladende manglede de stadig en-eller-anden SWIFT-oplysning fra England før vi kunne få pengene og den kunne vi ikke få før England ville åbne om eftermiddagen. Øv! Så vores tur blev udskudt endnu engang. Tirsdag eftermiddag lykkedes det os dog at hæve en ordentlig gangsterstak penge (det bliver til noget, når penge til alle udgifter på turen for os fire ungdomsledere bliver udbetalt i 50-kroneseddelstørrelse!).

Jeg vil lige skynde mig at beklage den rodede billedopstilling i dette indlæg. Jeg har forsøgt at uploade en masse billeder fra vores tur, men det tager simpelthen så lang tid, at nu opgav jeg at vente på alle billederne, så dem der nåede at blive uploadet kom med, resten vil jeg (måske) tilføje når vi kommer tilbage til en mere stabil internetforbindelse.

Sne på vejen i et af de høje pas

Onsdag gik turen endelig østpå. Det var rigtig fedt endelig at komme afsted, om end det var en noget lang tur. Efter omkring 12 timers kørsel på den eneste hovedvej gennem landet kom vi til Bumthang, næsten halvvejs gennem Bhutan. Konceptet "hovedvej" er noget anderledes end i Danmark… Vejen snor sig langs med bjergsider og svarer til en mindre, gammel landevej i Danmark. Der er masser af huller, skarpe sving og mange hundrede meters skrænter lige ved siden af vejen. Interessant oplevelse, og jeg er glad for at maveindholdet blev på sin plads. Det kan vi vist takke vores ret forsigtige chauffør for.

Kaila Guesthouse i Bumthang

Vi overnattede på et virkelig hyggeligt hotel. I Bumthang er der rimelig koldt og meget skov, så på værelset var der en brændeovn, som der blev tændt op i. Efter aftensmaden var ilden dog gået ud og spejderpigen måtte i sving for at der igen kunne komme lidt varme i rummet. Det var rigtig rart, man kommer sådan til at savne at lave bål, når man nu for tiden mest er processpejder :-)

Hurra for bål :-)

I Bumthang er en af deres specialiteter boghvedepandekager. Dem, der kender mig bare lidt ved, at pandekager hører til blandt mine favoritter og at boghvede er en central del af min daglige kost i Danmark, så jeg var i mit es med pandekager til både aftensmad og morgenmad og med bål ind imellem.

Landskabet i ema datsi-pausen

Torsdag gik turen videre mod Trashigang, vores endelige mål. Vi kørte hele dagen, gennem flere bjergpas med sne ad den snoede bjergvej. Vi kom forbi flere af Tenzins onkler og tanter på vejen, var inde og spise ris med ema datsi (chili med ost, Bhutans nationalret) og boghvedepandekager.

Turens højeste pas med udsigt over bjergene

Senere kom vi forbi en anden tante som forærede os appelsiner hun selv dyrkede og solgte ved vejen.

Frodige majsmarker i øst

Efter turens højeste pas på ca. 3800 meter begyndte landskabet at ændre sig. Det blev meget frodigere med majsmarker, blomster, appelsintræer og bananpalmer over det hele. Det var ret tydeligt at se, at klimaet i den østlige del af Bhutan er meget varmere, noget vi har set frem til at opleve efter det er begyndt at blive rimelig koldt i Thimphu, især om natten.

Fine kager! Desværre smagte de ikke ret godt

Ved ankomsten til Trashigang mødtes vi med Sonam, som er leder af det lokale ungdomscenter, tidligere CBS spejder i Thimphu og meget ivrig efter at få startet Community Based Scouting ordentligt op i Trashigang.

Fredag formiddag mødtes vi på Youth Centre for at gøre klar. Det er en afdeling under undervisningsministeriet hvor de lokale unge har mulighed for at bruge computere, spille forskellige spil og låne en masse bøger. Og så har de mødelokaler som står til rådighed for de unge. Det er et ret fint sted, og Sonam som er leder af det er en meget ernergisk fyr.

På besøg på Sherubtse College

Efter klargøring til seminaret tog vi på besøg på Sherubtse College, en af de eneste offentlige universiteter i Bhutan. Her er en ivrig rovertrop og det var her  der var 3rd Rovers' Adventure Camp i sommer, hvor der var en hel flok danske spejdere med. Det var rigtig fedt at mærke entusiasmen blandt spejderne/ de studerende her. Flere af dem ville gerne have deltaget i vores seminar i weekenden, men da de pt. er midt i eksamensperioden var der desværre ikke nogen af dem der havde mulighed for det. Vi fik en større tur rundt på universitetet og fik også lov at se hvordan nogle af de studerende bor. Det lignede meget et dansk efterskoleværelse, dog selvfølgelig med bhutanesisk indretning. F.eks. hænger der her idolbilleder af kongen og dronningen, som der ville hænge plakater med popidoler på ethvert dansk teenageværelse.

Udsigt over Trashigang, klemt ned mellem bjergene

Lørdag morgen gik seminaret i luften. Vi fornemmede, at det nok havde været et særtilfælde af pligtopfyldende deltagere i sidste uge, hvor de fleste var skolelærere og derfor vandt til at komme til tiden og til hele undervisningskonteksten. Denne gang oplevede vi konceptet "Bhutan Strechable Time", BST, som vi har hørt omtalt meget ofte… Deltagerne kom dryssende lidt hen ad vejen og det var rimelig svært at forklare dem at vi syntes det var vigtigt at overholde tiden. Det er de virkelig ikke vandt til! Deltagerne var også meget generte, især i starten. Og så er det virkelig med at føle sig frem med hvad der kan lade sig gøre at lave af aktiviteter. Vi har på begge seminarer startet ud med at lege en leg vi har lært at vores ugandiske venner fra ungdomslederkurset med DUF. Den indebærer at man skal bevæge sig så fjollet man kan komme i tanke om. De bhutanesiske deltagere synes det er rigtig sjovt, men også meget pinligt at skulle være den der "gakker for" og laver bevægelser som de andre skal efterligne. De lod dog til at have fået en god oplevelse ud af det og at de har fået inspiration til at lege lege ind imellem.

I løbet af lørdag fik vi besøg af Signe og hendes gruppe af danske turister, som gerne ville forbi og se hvad vi som danskere laver her i Bhutan og hvad spejder i Bhutan er for noget. Det var rigtig hyggeligt, og både deltagere og turister fik sig nogle fine snakke på tværs af kulturer.

Vi var så privilegerede at den assisterende distriktsundervisningschef (ADEO, også kaldet "Another Deadly Eating Officer" i daglig tale) var med på seminaret, så da programmet var overstået lørdag inviterede han os på rundvisning i den lokale dzong, hans arbejdsplads. For tiden er munkene som bor i dzongen ved at øve sig til den forestående festival, så de var i fuld gang med at øve krumspringende dansemoves, hvilket var vældig underholdende at se. Vi fik den helt store tur rundt i dzongen og så de fleste forskellige bedehaller og klosterrum. Et bestemt rum var forbudt for kvinder, så Choki og jeg måtte pænt vente udenfor. Nikolaj har dog fortalt, at der på væggen inde i rummet hang en masse våben. Der var både gamle våben, som stammer fra tidernes morgen hvor dzongen blev brugt som forsvarsværk for lokalområdet, men til Nikolajs store overraskelse hang der også moderne automatvåben, hmm… Der var selvfølgelig munke over det hele, selv en lille purk på omkring fem år i sin røde munkedragt mødte vi. Vi fik også lov at kigge ind på et af værelserne, hvor der bor to munke. Det er eftersigende kun de højererangerende munke der bor på tomandsværelser, de andre bor på større sovesale. Værelset var meget sparsomt indrettet med to træbænke med tynde måtter på som senge og så ellers et par billeder af kongen på væggen, et skab til deres munketøj og nogle buddhistiske sager de bruger til at bede med. At gå rundt i klosterdelen af dzongen er lidt som at bevæge sig rundt i Den Gamle By med levende museum. Det er utrolig gamle bygninger, og man føler at man går rundt i en verden der ligger mange hundrede år tilbage. Eneste forskel er, at det her altså er rigtigt nok, det er ikke bare nogen der har klædt sig ud og går hjem kl. 17 når museet lukker…

Søndag fortsatte vi med anden og sidste dag af seminaret. I forbindelse med at vi skulle dele deltagerne op i nye troppe som de skal starte nu her blev der rejst forslag om at der skulle være en distriktsledelse (svarende til vores divisionsledelse derhjemme) som kunne samle trådene og holde hånd i hanke med om der sker noget i de forskellige troppe. Så det måtte vi lige inkorporere i vores program, at der også blev fundet sådan en. Vi forestillede os at der skulle være en form for demokratisk valg eller at Sonam som var ansvarlig for seminaret fra Trashigang måske ville starte som leder og så kunne de etablere en mere permanent ledelse når det hele er lidt mere etableret. Men sådan skulle det ikke være. Deltagerne opsatte nogle kriterier for de forskellige poster og så blev der udpeget en, som skulle have den post. Det var et lidt underligt system, og vi undrede os især over at noget af det vigtigste var personens position i samfundet, ikke personens engagement i spejderarbejdet. Vores forståelse af det hierarkiske system her er dog blevet bedre efterhånden, så det giver god mening at vælge en person med meget magt i samfundet, altså en højt placeret stilling, for så er vedkommende også mere i stand til at få ting gennemført generelt.

 Vi var lidt spændte på hvad deltagerne egentlig havde fået ud af det hele, for der var ikke specielt meget respons i løbet af seminaret. Men deres afsluttende evaluering var rigtig positiv og der virkede til at være fint med engagement blandt dem til at starte det nye CBS arbejde i Trashigang. Vi håber i hvert fald på det bedste for dem.

Søndag aften besøgte vi Tenzins brors kone. Det er ikke hans rigtige bror, men en han har boet sammen med imens han læste i den sydlige del af Bhutan. Familiebåndene her er lidt svære at holde styr på, så Tenzin har onkler, tanter, brødre, fætre osv. over hele landet. Brorens kone bor i Trashigang med sin et år gamle datter imens hendes mand bor og arbejder i Paro, altså i den anden ende af landet, ca. to dages rejse væk. Hun arbejder i banken og er blevet forflyttet til Trashigang for ni måneder siden (altså med en tre måneder gammel baby) fordi de manglede folk der. Det er et rimelig hard-core system, hvor folk bare bliver flyttet efter firmaets forgodtbefindende. Heldigvis får hun vist lov at blive forflyttet til Paro om tre måneder, så de kan få samling på familien igen.

Aftensmaden fik vi sammen med Signe og hendes turister på deres hotel. Det var rigtig hyggeligt, om end maden var lidt kedelig. Vi er vist ved at vænne os til den stærke mad, så mad der ikke indeholder så meget chili smager efterhånden ikke rigtig af noget. Dog fik vi pasta, hvilket vi ikke har fået i mange uger nu, så det var helt rart med lidt adspredelse fra ris med chili. Nu lyder det lidt som om vi ikke spiser andet end ris med chili herovre. Det er ikke helt rigtigt. Choki spiser slet ikke chili, så hun får for det meste lavet en særlig "curry" (sammenkogt ret) uden chili. Det må jeg sige at jeg nyder rigtig godt af, for så slipper jeg også at få svitset smagsløgene fuldstændig hver gang jeg skal have noget at spise. Jeg er dog blevet bedre til den stærke mad, men jeg vænner mig nok aldrig til bhutanesiske chilimændger.

Clocktower Square i Mongar

Frugt- og grøntsagsudsalg ved vejen

Mandag morgen drog vi tilbage mod Bumthang, hvor vi er landet her til aften. På vejen kom vi forbi en lidt større (men stadig lille) by, Mongar. Her fik Tenzin handlet noget chili på det lokale marked og vi andre fik set os lidt omkring. Jeg bemærkede især "Clocktower Square", den centrale plads i byen. Det mindede mest af alt om en meget lille park. Og så gik der køer rundt og græssede midt i det hele. Desuden var der ikke noget ur på "Clocktower", hvilket nok meget godt passer sammen med BST - Bhutan Strechable Time, hvor den præcise tid jo ikke er så vigtig!

Vi er igen indlogeret med autentisk spejder-room-heater, noget især Choki har set meget frem til. I morgen står den på sightseeing i Bumthang. Det bliver helt rart at lave noget andet end at arbejde og køre i bus.