På besøg i Tigerens Rede

Start på turen, Taktsang anes i det fjerne

Så var turen kommet til, at vi begav os afsted mod Bhutans mest kendte turistattraktion, nemlig Taktsang, som betyder "Tiger's Nest" eller tigerens rede. Klosteret er bygget på et helt umuligt sted, lige på siden af en klippe i ca. 3000 meters højde. Historien er, at Guru Rinpoche, en inkarnation af Buddha, der første buddhismen ind i Bhutan, forvandlede sig til en tiger, fløj ind over landet, landede lige her og gemte sig i en hule i klipperne, deraf navnet "Tigerens rede". Når man ser placeringen bliver man også rimelig overbevist om, at der må en flyvende tiger til at finde på at placere et kloster lige der! Og en og anden ingeniør må føle sig rimelig imponeret over, hvad der har kunne lade sig gøre at bygge for 3-400 år siden.

Fine skraldespande på vejen opfordrer til at holde naturen ren...

Vi startede morgenen med at cykle ned til kontoret, for at være klar kl. 8.00 sharp, til at køre afsted med ministeriets bus. Efter lidt venten vrimlede det ind ad porten med glade bhutanesere. Choki og Tenzin havde taget en hel flok af deres venner med. Til at begynde med var vi lidt bekymrede for, om vi godt kunne være i bussen alle sammen. Men det gik lige og så var det kun hyggeligt at møde nye mennesker.

... nogle af dem er knap så funktionelle ;-)

Vi begav os afsted mod Paro og Taktsang. Efter at have parkeret bussen på parkeringspladsen begav vi os afsted opad. Næsten helt nede fra parkeringspladsen kan man se op til Taktsang, et ret utroligt syn, og man har lidt sin tvivl om, hvordan man skal komme helt derop… Men afsted det gik, opad, opad, opad, gennem bhutanesisk "urskov" med bl.a. nogle sjove hængeplanter, der ligner lidt edderkoppespind fra et spøgelsestog. Jeg fandt ikke rigtig ud af hvad det var for nogle planter, men jeg har fundet ud af at de skulle være helt specielle for området omkring Taktsang. Solen skinnede, så det var rimelig varmt, men skyfrit vejr giver jo også den bedste udsigt, så vi nød hele turen op.

Tepause med fantastisk udsigt

Tiltrængt pause i skyggen

Undervejs stoppede vi for at drikke te. Hvorvidt det var fordi det var tiltrængt med te eller fordi Tenzin blev træt af at slæbe på den tunge termokande er uvist, men nok en god kombination af de to. I ægte bhutanesisk stil delte han generøst  te ud til alle værdigt trængende vandrere, der kom forbi vores lille hvilested.

Vi fortsatte opad og nåede til ca. 3150 meters højde, hvorefter det gik nedad nogle stejle trapper, forbi et vandfald og så helt op til Taktsang. Vi gjorde et kort ophold, hvor vores bhutanesiske venner kunne iføre sig deres formelle outfit, gho og kira, som er påkrævet for dem at have på, når de besøger templer eller offentlige instanser. Vi kunne i princippet også have haft vores med, men vi udnyttede vores chillip-status og sparede den ekstra vægt i rygsækken.

Munkene spiser frokost på taget

Dagens (ca.) højeste punkt

Vi nåede lige præcis at komme indenfor og rundt i nogle af de forskellige dele af klosteret, inden de lukkede for frokostpause. Det var rigtig flot deroppe, med guldbuddhaer og alt hvad der hører sig til. Der spredte sig en helt særlig og intens stemning blandt bhutaneserne, for hvem Taktsang er et af de allerhelligste steder. Det var rigtig fedt at opleve buddhismen på så nært 

Mit eget postkortbillede af Taktsang

hold, og når man har sine venner
med, er det lidt nemmere at stille "dumme" spørgsmål til hvorfor de gør forskellige ting. Jeg føler mig nu stadig ret grøn i forståelsen afbuddhismen, men prøver på ydmyg vis at tage det ind så godt jeg kan, når jeg får muligheden.

Efter besøget bevægede vi os nedad igen mod bussen. Nu havde vi bedre tid og tog en masse billeder. Hvis I synes, at det er lidt for utroligt og ligner lidt for meget et postkort, så er det altså rigtig nok. Det ér lige så flot som på alle de berømte postkort!

 

Der søges i skovbunden...

På vejen ned skulle vi lige forbi det lille tehus, som ligger lidt længere nede ad bjerget. Vores bhutanesiske venner havde meget svært ved at forstå, hvorfor vi ville hen til tehuset, når nu vi havde så rigelige mængder af snacks med. Hemmeligheden bag den lille detour var dog

... Nikolaj fandt skatten, HURRA!

meget forståelig for de indviede - en af Bhutans eneste geocaches ligger

nemlig gemt lige ved tehuset. Bhutaneserne rystede godtnok endnu mere på hovederne, da vi gik ind i skoven ved siden af tehuset og begyndte at rode rundt i jorden. Efter lidt tid fik vi dog forklaret konceptet om den

verdensomspændende skattejagt, hvor man bruger sin gps til at finde de små skatte med og opdage nye steder. Særligt Tenzin var meget interesseret, og vi tror måske nok, at det bliver en ny spejderaktivitet i Bhutan ganske snart. Heldigvis lykkedes det os også at finde geocachen efter lidt tid.

Den medbragte mad nydes

Vi kørte hen til en lille flod, hvor vi spiste vores medbragte mad - ris med forskellige slags curry. Curry er et "paraplybegreb" over bhutanesiske retter med forskellige sammenkogte grøntsager og nogle gange kød, typisk med ost og chili i. Sjovt nok indeholder det ikke karry, som navnet ellers godt kunne antyde. Det var rigtig godt endelig at få noget at spise, og vi satte meget pris på, at bhutaneserne havde lavet mad til os, for vi var lidt i tvivl om, hvordan man lige havde madpakke med, når nu rugbrød er ikke-eksisterende her i landet… Meget uopfindsomt i virkeligheden! Men her har man store termobokse til maden, så vi fik faktisk varm, medbragt mad, selvom det var ved at være otte timer siden vi tog afsted. Det var rimelig sejt.

Tordenskjolds soldater - Bhutan version

Efter frokostpausen kørte vi hen til den gamle Paro Dzongh, som blev ødelagt af tibetanerne under et af deres invaderingsforsøg. Det var et stort, gammel fæstningsværk og oppe fra tårnet skulle det være muligt at se til Bhutans højeste bjerg. Desværre var der lukket, så vi nøjedes med at gå en tur udenfor. Tenzin viste os en gammel trappegange, hvor han fortalte, at bhutaneserne havde narret tibetanerne til at tro, at de var alt for mange krigere til at forsvare sig ved at løbe op og ned med fakler i hænderne en helt masse gange, præcist som i historien om Tordenskjolds soldater. Meget tankevækkende, at to så ens fiduser til at narre fjenden er opstået helt forskellige steder i verden. Desværre lykkedes det jo så for tibetanerne at ødelægge den gamle dzongh ved et senere angrebsforsøg.

Vanddrevet bedemølle, rimelig smart!

Bhutanesisk høloft. Hyggeligt, ikke?

I landsbyen lige nedenfor så vi et sjovt fænomen, en vanddrevet bedemølle. Så kører møllen drevet af vandkraft, og man slipper for at skubbe den i gang hele tiden, smart! De havde også hølofter oppe under deres altid imponerende tagkonstruktioner, og jeg overvejede, om bhutanesiske spejdere mon også sover på hølofter, når de er på tur. Med den generelle gæstfrihed, der er her i landet ville jeg i hvert fald ikke tøve et sekund om at gå hen og spørge om lov, hvis jeg en dag på en hejk manglede et sted at sove.

Der rockes på bagsædet af bussen

Vi kørte tilbage mod Thimphu efter endnu en rigtig dejlig dag i bjergene i godt bhutanesisk selskab.

Forhåbentlig får vi mulighed for at besøge Paro igen senere, da spejderne er ved at lave deres første spejdercenter i nærheden.

Søndag startede ud som en lazy-day med tøjvask og andre praktiske gøremål. Jeg besluttede mig dog for at tage et smut ud og prøve min nye mountainbike lidt mere af. Det lyder meget sejt at cykle rundt i bjergene, men egentlig handler det om, at jeg aldrig har prøvet at have mere end syv indvendige gear på min cykel, så det er altså lidt udfordrende at okse op ad de her bjerge, når man ikke kan finde ud af at skifte gear… Så jeg tog mig en stille og rolig cykeltur rundt i området. Forhåbentlig kan vi snart komme ud på nogle lidt sjovere ture. Jeg endte ude ved nationaldzonghen, som ligger her i Thimphu. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sammenligne det med. Normalt fungerer dzonghen som en slags rådhus for området, men der er også meget religiøst forbundet med det med munke og klostre derinde. I hvert fald er det et koloenormt bygningsværk, selvfølgelig i den klassiske smukke bhutanesiske byggestil med udsmykninger over

Dzonghen

det hele og ned i mindste detalje. En gut jeg mødte derhenne, Sonam, viste mig rundt og fortalte om nogle af de forskellige bygninger. Bl.a. hvor kongen har sit kontor, og at han kun har simple møbler derinde, ikke noget helt vildt fornemt, hvilket virkede som om, det var lidt overraskende for en konge. Sonam havde arbejdet på dzonghen i nogle måneder med at sætte farvet belysning op i anledning af det royale bryllup. Det lød virkelig flot, og vi må vist hellere finde en aften at tage derhen og se det.

På cykelturen tilbage fik jeg sms fra Signe med invitation til kanelsnegle. Lige noget der kunne redde turen op ad bjerget på halvvejen. Det var rigtig lækkert med hjemmebagte kanelsnegle, de blev nydt i rigelige mængder, med god udsigt over hele byen og i rigtig godt selskab. Alt i alt har det været en rigtig dejlig weekend her i Bhutan. Det er også den sidste friweekend inden det går løs med ledertræning, rundrejse og seminarer fra næste weekend og hele november. Det bliver nu også virkelig spændende at komme i gang med kurserne, at møde nogle flere spejdere og at komme på tur rundt i landet, selvfølgelig.

I morgen er det helligdag, kroningsdagen for den femte konge. Vi har fundet frem til en klatrekontakt, som vi skal mødes med i morgen og forhåbentlig ud at klatre på Bhutans eneste indviede klatreklippe, "The Nose". Det bliver rigtig fedt, og den her klatremus glæder sig i hvert fald rigtig meget :-)

To skridt frem, og et tilbage...

Så er endnu en uge på BSAkontoret gået. I denne uge har vi stiftet bedre bekendtskab med det organisatoriske system i Bhutan. Nogle ting går lidt trægt, men vi lærer en masse om kulturen og prøver at tilpasse os til de anderledes arbejdsomstændigheder her i Bhutan.
Vi arbejder stadigvæk på højtryk med at planlægge de træningskurser, som vi skal lave for CS ledere her i Thimphu og de CS seminarer, vi skal lave for nye medlemmer i Wangdue og Trashigang på vores rundtur i landet.

Nikolaj og Tenzin på det lille CS kontor

Vi er ved at have nogenlunde styr på de overordnede rammer for de forskellige kurser, og have fordelt ansvaret mellem os og de andre bidragsydere. Det er så her, det særlige system i Bhutan træder ind. Hver gang vi har planlagt noget, forelægger vi det for Rinchen, som er kontaktperson for CS på BSAkontoret. Han tager så vores arbejde med videre til Dorji, det behøver han egentlig ikke, men hun er ret erfaren på kontoret, kender procedurerne lidt bedre og kan derfor rette de værste ting til inden arbejdet tages med videre til chefen for BSA, Karma. Han sender så det hele videre til Chenchu, som er Director for hele Department of Youth and Sports. Han skal godkende det, sende det tilbage til Karma, som giver det til Rinchen, som giver det til os... Sikke et system! Og det giver lidt sig selv, at hvis en af de givne personer, laver noget andet, så forsinkes processen yderligere. Set fra et dansk perspektiv virker det noget omstændigt, at alting skal godkendes af øverste instans, men i Bhutan er bureaukratiet meget mere betydningsfuldt end i Danmark, og den bhutanesiske kultur er meget sådan, at alting skal gøres perfekt helt fra start. For at sikre, at alting bliver gjort perfekt, er man altså nødt til at have alting godkendt i øverste instans. Vi prøver at vænne os til det anderledes system, og forsøger at arbejde på andre ting, imens vi venter på at få godkendelserne igennem.

Choki holder styr på alle papirene

En anden af ugens udfordringer har været at få samling på tropperne i vores egen lille firemandsgruppe. Der har været forskellige ærinder i byen, bl.a. skulle Tenzin og Choki have lavet sig en bankkonto hver, så de kan få udbetalt penge i forbindelse med projektet. Altså favre nye verden! Tænk sig at være 25 år og aldrig have haft et visakort, fordi man aldrig har haft en bankkonto! Jeg får lige flashback til dengang jeg fik min sparepingvin i banken, da jeg var ikke ret gammel og oprettede min første bankkonto. I Bhutan er det slet ikke så vigtigt at have en bankkonto. Der er ikke rigtig nogen offentlige instanser, som skal have kendskab til ens konto for at man kan få udbetalt forskellige ydelser som SU, arbejdsløshedspenge, børnepenge osv. fra staten, for den slags eksisterer slet ikke her. Her tager familien i meget højere grad sig af hinanden, hvis der er nogen der ikke kan klare sig selv. Det er jo i bund og grund også et rigtig smukt princip.

Det med at hjælpe hinanden er også noget Tenzin går meget op i. Han har altid travlt med at hjælpe venner og familie med alle mulige ting. Det betyder, at han af og til er noget fraværende på kontoret, og det er svært at finde frem til en løsning på det, for det er jo også utrolig vigtigt, at han hjælper sine venner og sin familie, omend det er lidt svært at planlægge efter i sit arbejde. Kulturerne mødes, og forhåbentligt kommer vi frem til et passende kompromis ganske snart :-)

Igen i denne uge har vi mødt den bhutanesiske gæstfrihed. Vi talte i frokostpausen torsdag med en gut fra Communication and Media Section. Vi har aldrig helt fået fat i hans titel, for han er meget uformel, omend vi fornemmer, at hans stilling er rimelig højt rangerende. Hans afdeling har lavet en dokumentarfilm om en rover adventure camp, der var i Bhutan i sommerferien, hvor en del danske spejdere deltog (vi har fået lovning på en kopi af filmen :-) ). Fluks blev vi inviteret hjem til middag og filmaften. Og hvilken en aften vi fik os! Hans ven fra BBS (Bhutan Broadcasting Service) kom også forbi, og så blev vi vist alle mulige film omhandlende forskellige bhutanesiske emner lige fra kongebryllup til nationalsporten, bueskydning og selvfølgelig også dokumentaren om spejderlejren i sommer. Han lavede formidabel mad til os og Nikolaj fik smagt på noget lokal øl og noget meget stærk æblelikør af en slags. Vi diskuterede mange emner med de to herrer og fik en bedre forståelse af flere ting. Blandt andet var det interessant at høre om udviklingen i Bhutan, som jo går forrygende stærkt for tiden. Det er meget vigtigt for bhutaneserne at fastholde deres traditioner, hvilket giver en hvis skepsis overfor udefrakommende instanser, som forsøger at lave ændringer i landet. Det var rigtig spændende at få vendt sine vestlige øjne lidt om, og se anderledes på tingene. Og det understreger virkelig, hvor vigtigt det er at tilpasse de ting, vi laver til bhutanesiske omstændigheder, og ikke bare forsøge at implementere "spejder som i Danmark", for det er jo så godt...

Choki tygger sig igennem en hel del piratos :-)

I dag mødte vi en ny udfordring. Pludselig forsvandt strømmen i hele bygningen, og internettet med. Alle vores fælles arbejdsdokumenter hos google blev derfor utilgængelige, og computerne løb tør for strøm en efter en. Kontoret hos BSA blev lidt efter lidt tømt for folk, når de ikke længere kunne komme videre med deres arbejde uden strøm til computere og telefoner. Det er egentlig utroligt, hvor afhængig man er af elektricitet når det kommer til stykket. Heldigvis kom strømmen tilbage sidst på eftermiddagen, men desværre forblev internettet ude af drift og vi måtte afslutte og sende en del rapporter på mail her til aften efter vi kom hjem fra byen.

I mellemtiden fik vi endelig fat i nogle cykler. Vi lejede dem af en gut som kender en der er onkel til en CS spejder i Tenzins trop (ja, det lyder ret langt ude, men som tidligere nævnt, er folket i Bhutan som én stor familie, der hjælper hinanden). Det er rigtig fedt endelig at kunne komme lidt hurtigere rundt end på gåben og ikke altid at skulle tage en taxa. Afstandene i Thimphu er virkelig ikke ret store, så en cykel er ret ideel. Vi skal bare lige vænne os til at cykle i venstre side, huske hvor vejene er ensrettede og hvor trapper gør det umuligt at passere med en cykel. Og så går der nok lige et par dage inden vi suser op ad bjerget til vores lejlighed i samme hastighed som derhjemme.

Det er så her, vi skal hen i morgen, wauw!

Nu godnat fra Bhutan, i morgen venter nye eventyr i bjergene med tur til Taktsang (Tiger's Nest), Bhutans mest berømte tempel.

Tour de Thimphu II, yakokseburgere og bjergvandring

Grå og trist regnvejrsdag

Efter fredagens møgvejr kom solskinsvejret heldigvis tilbage og vi kunne igen nyde 25 grader og sol på vores terrasse. Lørdag morgen vågnede vi fordi de indiske gæstearbejdere startede deres byggemaskine på byggepladsen lige ved siden af, hvor vi bor. De arbejder rimelig meget, de indere der. Og så bor de i sivskure, som jeg bestemt ikke kan forestille mig kan være særlig varme om natten, hvor vi fornemmer, at temperaturen nærmer sig frysepunktet. Generelt tager de indiske gæstearbejdere de mest lousy jobs i byggesektoren, som bhutaneserne ikke gider tage, trods den relativt høje arbejdsløshed her. Derfor ser vi mange indere rundt omkring på byggepladserne, og man kan ikke andet end at imponeres over deres spektakulære pioneringsværker, der gør det ud for stilladser, men samtidig er det underligt med dette "parallelfolk", der ikke smiler tilbage som bhutaneserne gør, men bare sender tomme blikke.

Thimphu Weekend Market

Lørdag eftermiddag begav jeg mig ned i byen for at se nærmere på, hvad der foregik. Der var traditionel bhutanesisk folkedans ved Clock Tower, hvilket var rigtig fint at se, men det er ikke specielt varieret og meget stille og roligt, så jeg begav mig videre efter 5-10 min. Det er sjovt at gå gennem gaden sådan en lørdag, tempoet er ligesom skruet helt ned (og der er altså i forvejen ret stille og roligt her i Bhutan), og så har folk "almindeligt" tøj på og ikke gho og kira. Det lykkedes mig at finde ned til Weekend Market, som er der, hvor de lokale køber deres varer. Priserne her er væsentligt billigere og forklarer, hvorfor det kan lade sig gøre at spise ude på restaurant til en fjerdedel af prisen i forhold til at lave maden selv derhjemme.

Bondekone der solgte virkelig gode bananer

På markedet havde de mange spændende grøntsager og frugter fra både indiske og lokale bønder. Jeg havde lidt svært ved at lure, om jeg skulle betale ekstra fordi jeg er chillip, men vores gode og erfarne ven Signe siger, at det skal man normalt ikke. Det var dog en udfordring at få en kvittering til regnskabet, også selvom jeg selv skrev kvitteringen og bare bad om en underskrift.

Ca. halvdelen af Bhutans befolkning er analfabeter, og bønderne på markedet er nok ikke ligefrem dem, der har gået mest i skole, så de kunne simpelthen ikke skrive deres eget navn… Enten bliver det et projekt at lære hver bondekvinde jeg handler med at skrive sit eget navn, eller også dropper jeg nok bare det med kvitteringerne.

Lørdag aften var vi til yakokseburgermiddag hos Signe. Yakoksen havde hun fået fat i nede på markedet, men selvom slagteren dernede lovede hende, at det var fra den bedste del af dyret, var det rimelig sejt at tygge i. Men oplevelsen var vældig og selskabet rigtig godt. Og så fik vi hjemmebagte grovburgerboller, det var næsten det allerbedste, efter nu to uger med hvide ris og toastbrød.

Søndag havde vores udlejer/værtsfar vist allieret sig med naboerne, de indiske byggemænd. I hvert fald var der stille på byggepladsen og der blev bygget et drivhus i haven. Et spændende projekt at følge med i. Jeg har aldrig før set et drivhus lavet af bambus og plastiktagplader, og jeg har min tvivl om, hvor godt det virker i nattefrost, men et sjovt projekt, det var det bestemt. 

Mig og vores nye ven, munken

Udsigt over Thimphu Valley

Imens de arbejdede  begav vi os på første rigtige vandretur i bjergene. Vel allieret med min nye bog "Mild and mad day hikes around Thimphu" fandt vi op til først et kloster, hvor jeg blev inviteret indenfor af en munk som ikke kunne et ord engelsk. Det var virkelig fascinerende, der sad en stor Buddhafigur i guld og var røgelse og gaver over det hele. Jeg følte mig utrolig meget som en fjollet turist, da jeg overhovedet ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre derinde. Jeg fattede dog at tage noget vand fra en kande munken hældte med og føre det gennem håret, men ikke helt hvorfor man skulle gøre det. Der er bestemt plads til udvidelse i min forståelse af den spændende buddhistiske kultur! Vi fortsatte op i bjergene til et andet kloster. Her var de ved at bygge et nyt kloster ved siden af det gamle.

Der laves fine udskæringer til klostret

Måske til ære for kongen, det var lidt svært at finde ud af. I hvert fald var arbejderne i fuld gang med tilskæring af det flotteste træværk. Her forstod vi også hvilken tur, nogle arbejdere vi tidligere mødte, har taget med en kæmpe pose cement på ryggen.

Old-fashion bæresystem(!)

Også her blev vi inviteret indenfor i det virkelig flotte tempel. Det er utroligt, hvor smukt der er pyntet med flæser, blomster og guld over det hele. Jeg er rimelig imponeret over, at de har slæbt alle byggematerialer og alting helt derop i bjergene til fods. På en måde virker det rimelig fjollet, når det nu også gør, at de folk der skal besøge klostrene skal gå helt derop. Omvendt fornemmer man godt, at man er tættere på himlen, helt deroppe i bjergene, så fra et spirituelt synspunkt, som jo er vigtigere end det praktiske her i Bhutan, er det meget logisk.

Vi nåede lige præcis ned fra bjerget og hjem, inden det blev alt for mørkt. Man kan godt mærke, at man er tættere på ækvator. Solen går ned kl. 17.26 (ifølge mit Suuntour) og så er det fuldstændig mørkt kl. 18, så der er ikke meget skumringstid at finde hjem i. Her er dog gadelygter, i hvert fald nogle steder, og nogle gange er de også tændt, men vi har vænnet os til at have pandelygten med i tasken eller lommen næsten hele tiden.

Parking jam udenfor vinduet

Nu er en ny og spændende uge på kontoret begyndt. Der har i dag været et kursus for nogle fra Department of Youth and Sports, hvor vi arbejder, så der var rigtig mange mennesker og især mange biler. Den øverste chef kom kørende i sin bil i morges, og så var der nogen, der holdt på hans parkeringsplads (Oh no!), som selvfølgelig er i allerinderste hjørne, tættest på bygningen. Han fik dem til at flytte bilen, så han kunne holde på sin sædvanlige plads. Om eftermiddagen var der imidlertid blevet fyldt op med biler. Vi havde kigget ud ad vinduet og grint lidt af, at når nogen af de inderste skulle hjem, var det nødvendigt at 6-7 andre biler blev flyttet først. Pludselig hørte vi en bil dytte gevaldigt udenfor. Og ganske rigtigt, der stod chefen og dyttede i hornet fordi han skulle have sin bil ud. Vi fik os et godt grin og håber ikke at nogen så det. Så meget for at kræve at parkere sin bil på den samme plads hver dag :-)

Planlægningen i fuld gang og sne på bjergene

Bhutan er fyldt med små charmerende
unger, her har jeg lige fanget et
par eksempler.

Så er vi endelig kommet godt i gang med arbejdet på projektet, rigtig dejligt at føle at projektet rykker sig.
Lige nu er vi i gang med at planlægge en masse af de forskellige aktiviteter vi skal lave i de næste par måneder. Blandt projekterne kan nævnes uddannelse for CBS (Community Based Scouting) i projektledelse og samarbejde, skrivning af manual til CBS, planlægning af rundrejse i landet og indhold på de seminarer vi skal holde i Wangdue og Trashigang for kommende CBS-medlemmer og -ledere, forberedelse af review-meeting for alle CBS-medlemmer og -ledere i Thimphu. Så der er nok forskellig planlægning at tage fat på. Arbejdesdagen går også med at holde en del møder med de forskellige af andre ansatte på kontoret, særligt Rinchen der er ansvarlig for CBS, Pema der er en rigtig erfaren spejder og tidligere ansvarlig for CBS-udviklingen og nu står for en god del af korpsets uddannelse samt Dorji og Chhoki der er vores to ungdomsledeansvarlige i BSA.

Den anden dag hjalp vi også Pema med at udvikle aktiviteter til den forestående 2nd National Jamboree i Bhutan som løber af stablen i slutningen af december i år (vi håber meget at kunne deltage på lejren i et eller andet omfang). Lejren ligger helt imod syd i Bhutan, tæt ved grænsen til Indien, så der burde være ret sommerligt selvom det er midt om vinteren til den tid. Omkring den 9. november rejser vi afsted fra Thimphu for at begive os ud på vores lille rundtur i landet og besøge lokale spejderenheder (og starte nye). Det bliver rigtig spændende at se noget mere af dette forunderlige land og møde nogle flere spejdere, det glæder vi og meget til!

Udsigt fra vores lejlighed til nyfalden sne på bjergtoppene

Vi har i de sidste par dage, for første gang rigtig oplevet at det ikke altid er varmt og solrigt her i bjerglandet, det har det budt på skyet og koldt vejr og i går regnede det helt vildt. Men nu er solen heldigvis kommet tilbage og skinner smukt på den sne der i går faldt på de nærliggende bjerge.
I aften er vi blevet inviteret på Yak-burger hos Signe der også er med i Bhutanarbejdsgruppen og for tiden arbejder her i Thimphu for FN, det tror jeg bliver rigtig hyggeligt.
/Nikolaj

Formaliteter og fødselsdag på toppen af verden

Stor og fin fødselsdagskage :-D

Ovenpå alt bryllupsfejringen kom en lille personlig mærkedag for mig, nemlig min fødselsdag. Det er efterhånden ved at være en vane for mig at fejre fødselsdag spændende steder, sidste år var det i Sverige og de fleste andre fødselsdage jeg husker, har jeg været på et af korpsets efterårskurser. Og selvom min mor hvert år bekymrer sig om, om jeg nu bliver fejret ordentligt, har det altid været tilfældet og i år var ingen undtagelse.
Jeg stod op til strålende solskin over Himalayabjergene (det smukkeste solskin, ligesom den dag jeg blev født, som min far altid siger). På kontoret havde de forberedt en overraskelse til mig: en kæmpestor lagkage! I ægte bhutanesisk stil var der selvfølgelig tilhørende chili :-) Eller det troede vi i hvert fald til at begynde med, men det viste sig, at det hørte til de momos som blev serveret efter kagen, pyha, chili på lagkage havde alligevel været rimelig mærkeligt!

Kage til hele kontoret (med chili...)

Jeg fik også fine gaver, en pung vævet af silke i klassisk bhutanesisk stil og en ekstra deko (jakke) til min kira, så de kan blive vasket en gang imellem.
Dagen bød heldigvis også på noget seriøst arbejde, for efter en hel uges kongebryllup var vi rimelig ivrige efter at komme i gang med projektet.

Visum og studiekort - HURRA!

Mandag var også første kontordag efter alle helligdagene, så vi tog hen på immigrationskontoret igen for at prøve at få forlænget vores visum. Vi troede, at vi nu havde alle de fornødne blanketter, billeder, legaliseringsfrimærker med underskrift, medicinske certifikater, breve mv. for at det kunne lade sig gøre at få et studiekort og efterfølgende visum. Men ak nej, nu manglede vi et brev fra vores chef om, at vi skulle have studiekort, på trods af at vi havde et officielt brev fra ham som sagde, at vi skulle have forlænget vores visum og en ansøgning om studiekort med hans underskrift på. Nå, så efter at have talt med diverse af Tenzin onkler og venner tog han tilbage til kontoret for at få det der brev, så kom han tilbage, men så var der kun 40 minutter tilbage af kontorets åbningstid og så kunne de ikke nå at lave vores studiekort samme dag. Så vi mødte trofast op igen tirsdag morgen, fik vores studiekort og efter at have gået frem og tilbage til forskellige skranker en fire-fem gange fik vi vores visumstempel.

Efter udstedelse af visum begav Nikolaj og Tenzin sig på jagt efter en bankkonto til os, så vi kan få flyttet nogle penge herover til at leve for. Efter hele visumprocessen og efter hvad vi har hørt fra de tidligere ungdomsledere, forventede vi lidt af hvert og at det godt kunne tage laaang tid. Men her kommer Bhutan som én stor familie ind i billedet igen. Manden på over-bankkontoret var nemlig den selvsamme mand, som Tenzin havde hjulpet ved at tage hans kuffert med flyet fra Delhi og hans søn har studeret i Danmark, så der var rimelig meget goodwill optjent hos ham allerede fra start af. Nikolaj fik drukket en masse te, manden ringede rundt til forskellige folk og så tog drengene et smut hen i banken og vupti havde vi både bankkonto og hævekort med kode til i løbet af i alt en halv time, meget imponerende! Det mest forundrende er egentlig, at man aldrig rigtig ved, hvor omstendige eller tidskrævende forskellige processer vil være. Jeg synes også at det siger en del om bhutanesernes meget accepterende mentalitet, de sætter sig bare ned og venter, hvis tingene tager tid, ligesom ved kongens ankomst til Thimphu. Noget der går igen over alt er, at de er meget stille og rolige og utroligt venlige og imødekommende.

Bhutanesernes imødekommenhed er heldigvis noget vi oplever dagligt. Det er rigtig fedt at arbejde på kontoret med andre spejdere, som er meget interesserede i, hvad vi laver og i at høre om spejderarbejdet i Danmark. For tiden spiser vi frokost med Sir Pema, som har været i Danmark og bl.a. med på Blå Sommer, han er en rigtig hyggelig fyr med det herligste grin. Han er ved at planlægge 2nd National Jamboree her til december og vil gerne have vores input til det. Måske kan vi oven i købet komme med på lejren, hvis det ellers kan flaske sig henover julen. Vores udlejere er også rigtig søde. I går tog det flere timer at få lov til at betale husleje, fordi vi også lige skulle drikke te og snakke om alt fra indkøbspriser til moderne buddhisme. De inviterede os også op til middag en dag, hvis vi var trætte efter en lang arbejdsdag, hvilket vi helt sikkert vil benytte os af. Faktisk er de mere som en værtsfamilie end som udlejere og de er altid parate til at hjælpe os med hvad som helst vi nu skulle være i tvivl om. Og det er ikke så lidt :-)

"Tashi Delek, Your Majesty!"

Bhutan er på den anden ende - Kongen blev gift i torsdags, og som i et ægte eventyr "varede brylluppet i flere dage".

Klar til kongebryllup i kira og gho

Torsdag, den store dag for brylluppet, startede vi dagen ud med at dresse up i vores nyindkøbte gho og kira. Det skal lige siges, at det tager lidt tid at få sig installeret i sådan et monstrum. Især Nikolajs gho gav udfordringer med korrekte folder på ryggen og en tilpas stor pose over bæltet. Heldigvis er bhutaneserne meget venlige og hjælpsomme til at rette på ens tøj, og er der noget, der er styr på i dette ellers til tider lidt ustrukturerede land, så er det, hvordan nationaldragten skal sidde.

Vi begav os ned gennem byen og mødte en stemning, der nok bedst kan sammenlignes med Danmark under en vigtig landskamp i fodbold. Dvs. der var INGEN mennesker i gaderne, men man kunne høre en summen fra TV'er rundt omkring. Hele Bhutan sad paralyseret foran fjernsynet og fulgte livetransmissionen af brylluppet fra Punakha Dzong. Vi mødtes med Choki, gik lidt rundt og så på de opstillede scener og boder, hvor man klart fornemmede, at der ville komme til at ske noget på et senere tidspunkt og besluttede os så for at gå en tur op i bjergene i stedet for at dalre rundt i en fuldstændig øde by.

Choki hviler fødderne

bjergvej med masser af bedeflag

 Vi afmonterede vores dragter i lejligheden og begav os afsted på tur. Choki havde sagt, at turen ville tage ca. 20 min. og at der var en vej hele vejen op. Lidt fesen bjergbestigning, tænkte jeg, og iførte mig mine klip-klappere da støvler eller sko ikke ligefrem er foretrukket fodtøj i høj sol og 25 graders varme. Og når Choki havde tænkt sig at gennemføre i sine sædvanlige høje hæle, tænkte jeg at det nok var fint nok. Turen blev dog noget mere spændende, da vi valgte "short cuts" så snart det var muligt, det vil sige, at vi klatrede op ad temmelig mange bjergskrænter. Om jeg begriber, hvordan de bhutanesiske piger klarer sig i deres høje hæle hele tiden! Men det gør de altså. Turen op til BBS-tower (TV-tårnet) var rigtig fin, og det ligger lige ved siden af hvor vi bor, så jeg øjnede en mulig morgenløberute. Hele vejen op ad bjerget var der ophængt bedeflag med stigende intensitet mod toppen.

På toppen mødte vi Chokis onkel og tante, som var ved at hænge bedeflag op sammen med en munk. Vi fik forklaring på, at onkelen skulle hænge hvide bedeflag op, fordi hans stjernetegn er jern-hund, og de hvide flag er symbol på jern. Vi syntes at det var en lidt underlig dag at tilbringe i bjergene når der nu var bryllup, men astrologisk set var det en god dag at hænge bedeflag op på, ligesom det astrologisk set var en god dag at blive gift på. På mange af bedeflagene er der i midten trykt en vindhest, som symboliserer, at bønnerne nemmere bliver blæst ud i verden af vinden. Astrologi og symbolværdi er virkelig vigtigt for dem herovre og noget man godtnok skal vænne sig til at forholde sig til. Ikke at vi behøver det, men jeg synes det er spændende, at de har så anderledes en indgangsvinkel til mange ting. F.eks. Var kongen først kærester med en pige, men deres horoskoper passede dårligt sammen, så nu er det så hendes kusine han bliver gift med, for der passede horoskoperne bedre…

Te og snacks med Chokis onkel og tante

På toppen blev vi også budt på bhutanesisk te med puffede ris i. Det er meget specielt, men faktisk ret godt. Efter teen fik vi også lidt bhutanesisk majsvin, det smagte virkelig underligt, og heldigvis blev de overhovedet ikke sure over at vi kun sippede til det. Vi fik også en lille lektion i hvordan børnene navngives og fandt ud af, at en måde man kan kende forskel på pige- og drengenavne er, at når et navn slutter på mo, så er det altid et pigenavn. Man kan dog stadig ikke vide sig sikker med de navne som ikke slutter på mo, det kan være både piger og drenge.

Efter gåturen tog jeg ned i byen sammen med Choki for at se om der var mere gang i den. Desværre var dagens show ved Clock Tower lige sluttet da vi kom, så vi tullede bare lidt rundt og kiggede og spiste "momo" (dumplings med oksekød eller kål/ost i), det var virkelig godt, og endelig er der en bhutanesisk ret, hvor man ikke får svitset smagsløgene i chili, det er meget rart.

Ambient Café i Thimphu

Fredag var den store dag, hvor kongen og dronningen skulle ankomme til Thimphu. Som så meget andet var der ikke rigtig noget officielt program for dagen, så vi mødtes med Choki nede i byen kl. 10.30. Hun sagde så, at planen var, at det royale par skulle spise frokost et sted i bjergene og så ankomme til Thimphu efter frokost. Så vi begav os lidt rundt i byen, fandt frem til Ambien Café, som er det mest Starbucks-agtige sted i hele Bhutan, tror jeg. Et sted som de fleste danskere der har været i Bhutan, som vi har talt med har anbefalet, fyren som stod i baren, Lecho, kendte også flere af de tidligere ungdomsledere (vi skulle hilse!). Det er meget vestligt og der er meget få bhutanesere derinde og så er der gratis trådløst internet, god kage og vestlige frokostretter, helt sikkert et sted vi kommer til at hænge ud en gang imellem, når vi trænger til en pause-boble fra den bhutanesiske kultur.

Skolebørn der venter tålmodigt

Vi mødtes med Chokis veninde og ventede så i gaden på kongen og dronningen. Og vi ventede og ventede og ventede. Der var en helt særlig forventningsfuld stemning blandt folkene i gaden. Til at starte med var det mest skolebørn i deres gho- og kiraskoleuniformer, som tålmodigt sad klar med bhutanesiske flag, men i løbet af dagen blev gaden mere og mere fyldt op med alle mulige mennesker.

Midt i ventetiden blev vi kontaktet af en journalist fra Thailandsk TV, som interviewede os om at være udlændinge midt i bryllupsfejringen. Så nu er vi også verdenskendte i Thailand. Se indslaget på youtube: http://www.youtube.com/watch?v=9_XeIrjlx8Y

Det var lidt underligt at vente uden rigtig at vide hvor længe vi skulle blive ved med at vente. Og hele tiden gik der forskellige rygter om, at nu kommer de, eller nu er de kommet til klokketårnet (200 m nede ad vejen fra hvor vi stod), men ingenting skete. Så blev det mørkt, og der var stadig ikke skyggen af det royale brudepar. Så vi ventede videre. Hvis ikke der havde været en sitrende forventningsfuldhed og samtidig ro og tålmodighed blandt bhutaneserne, tror jeg at vi havde givet op og var gået hjem. Endelig skete det så! Kongen og dronningen kom gående, omringet af store biler og sikkerhedsfolk, og så alligevel utrolig tæt på. Der var ingen afspærringer på vejen, folk fik bare at vide, at de skulle blive bag linjen som markerede parkeringsbåsene i siden af vejen, virkelig imponerende, at det lod sig gøre. De gik først i den anden side af vejen, men så lige inden de var ved at gå forbi os vendte de sig om og kom over i vores side af vejen. Jeg så en gammel mand som rystede helt af nervøsitet og var meget ivrig efter at hilse på kongen. Det virkede som om at det var det vigtigste, der kunne ske i hans liv, at han fik lov at hilse på kongen. Jeg stod ca. tre meter fra ham og blev helt grebet af den nervøse stemning. Mit hjerte bankede afsted, jeg vil skyde på at min puls var omkring 1000 og så kom kongen og dronningen hen og hilste på mig! Jeg var helt paralyseret, havde virkelig ikke regnet med at det ville ske, men fik dog fremstammet et "Trashi Delek, Your Majesty" (det betyder held og lykke/tillykke på Dzongkha). Efter at have hilst på kongen tog vi hjemad. Tenzin ringede for at aftale angående lørdag og sagde at jeg ikke måtte vaske mine hænder i tre dage. Det har jeg så ikke overholdt… Desværre er det forbudt at tage billeder af kongen tæt på, så ingen kodak-moments af mig og majestæten.

Bugnende fuldt Thimphu stadion

Lørdag var dagen for det store bryllupsshow på stadion i Thimphu. Vi dressede up i gho og kira igen og begav os mod stadion. Vi troede egentlig at vi skulle have været frygteligt tidligt oppe for at få pladser, men Choki forsikrede os om, at det behøvede vi ikke, så vi tog ikke afsted før kl. 8. Da vi kom ned til stadion viste det sig dog, at det nok ikke havde været så tosset at have været der kl. 6, som var den oprindelige plan. Der var propfyldt og vagterne sagde, at vi ikke kunne komme ind. Øv, tænkte vi, men så gik vi rundt om stadion og fandt indgangen for "foreigners". Det viste sig, at man skulle have særlige invitationer for at komme ind der, så det gik ligesom heller ikke. Så vi gik videre rundt om stadion. Vi mødte en lang kø af mennesker som stod ved en låge i hegnet og en politibetjent lukkede folk ind af og til. Det så meget uofficielt ud, og vi var ikke rigtig sikre på, om det nu var nogen god idé. Choki gik hen og sweettalkede politibetjenten, pegede over på os i vores fine tøj og sagde noget med volunteer workers, chillips (fremmede) og vupti, så blev vi lukket ind. 

Skolebørn danser det bhutanesiske flag

Vi traskede noget rundt mellem menneskemængden på stadion inden vi fandt os et sted at sidde. Jeg

sad ved siden af nogle skolepiger, der havde været på stadion klokken fem om morgenen og fik egentlig lidt dårlig samvittighed over, at vi bare sådan havde mast os ind. Stemningen var vældig og efter noget tid kom kongen og dronningen og showet gik i gang. Der var indslag fra forskellige skoler, Ministry of Traditional Arts and Dance (eller hvad det nu var det hed), fra en nepalesisk skole, en privatskole, flere forskellige grupper af munke og mange andre.  Det var rigtig spændende at se, især var jeg imponeret over de danseformationer som skolebørnene lavede. Eftersigende har de også øvet sig i rigtig rigtig længe.

Kongen dansede med

Det var også fedt at se munkenes danse med deres store dragter og masker, som normalt bruges ved de forskellige festivaller. Kongen hoppede oven i købet også med i en af dansene og bhutaneserne omkring os var meget begejstrede. Det er nu en ret sej konge, de har sig!

Efter at have siddet på betonklodser og set traditionel bhutanesisk dans i omkring fem timer og scenarierne ligesom gentog sig besluttede vi os for, at vi havde set nok og tog hjemad. Det har været nogle helt fantastiske dage og vi er meget glade for at have fået lov til at være med til fejringen, som betyder så meget for det bhutanesiske folk. Jeg synes vi har lært meget om deres mentalitet og indgangsvinkel til forskellige ting ved at være en del af det.

Søndag har vi brugt på absolut ingenting. Det var rimelig tiltrængt efter alle bryllupsstrabadserne. I morgen går det for alvor løs med projektet, når BSAkontoret (forhåbentlig) er tilbage til normale forhold efter brylluppet. Det bliver virkelig dejligt endelig at komme i gang med arbejdet.

Tour de Thimphu I

Flag i gaden i Thimphu

I dag har vi været på tur rundt i Thimphu. Dagens vigtigste mål var at få forlænget vores visum, som standard gælder ens visum nemlig kun i to uger efter ankomsten. Derudover har vi været på gho- og kirashopping og på jagt efter et bykort over Thimphu.

Vi startede dagen med at blive ringet op af Choki som spurgte, om vi var klar, vel at mærke en time før vi havde aftalt at mødes. Dette er meget uvandt for os, da standard-Bhutan er, at alting er lidt forsinket. Men på grund af kongebrylluppet i morgen mente hun, at vi skulle være på immigrationskontoret allerede kl. 9 og ikke først 9.30 som planlagt. Så vi fik os pakket sammen og kom afsted i en hulens fart. Det lykkedes os langt om længe at få fat i en taxa, men taxachaufføren anede ikke hvor vi skulle hen, så vi kørte rimelig meget rundt, før vi endelig fandt frem til immigrationskontoret. Vi troede, at det ville være nemt at få forlænget vores visum da vi havde et officielt brev med fra undervisningsministeriet og underskrevet af BSA's øverste chef. Men sådan skulle det ikke være... Fordi vores visum er "student visas" skulle vi have udstedt et studiekort for at kunne få forlænget visummet. Vel at mærke uden at skulle bruge kortet til noget som helst andet, for vi skal jo ikke studere herovre. Og vores danske studiekort var ikke tilstrækkeligt. For at man kan få udstedt et studiekort skal man imidlertid have en helbredserklæring fra hospitalet. Vi begav os ud på tur for at komme hen til hospitalet som ligger i den anden ende af byen. På vej derhen talte vi med Tenzin som sagde, at kontoret på hospitalet først ville være åbent fra kl. 16. Så vi holdt pause i den del af visumprocessen og begav og afsted på shopping. Vi skulle også have taget kopier af vores pas og det midlertidige visum og have lavet pasfotos. Kl. halv fire var vi henne ved hospitalet og fik lavet helbredserklæringen. Der sad en meget alvorlig doktormand og spurgte med rynken i panden om man fejlede noget. Derefter målte han ens blodtryk på et apparat fra stenalderen og lyttede lidt på hjerte og lunger og vi fik så vores "godkendt-stempel", pheew! Så tilbage til immigrationskontoret... Her fik vi så at vide, at vi skulle bruge en underskrift fra vores arbejdsgiver på ansøgningsskemaet og et officielt frimærke med vores underskrift på. Så vi tog alle papirene med igen og nåede altså ikke at få processet forlænget visum i dag. På postkontoret kan man købe de her officielle frimærker, som man skal bruge, når man skal skrive officielt under på noget. Meget mærkeligt system! Vores eneste logiske forklaring er, at på denne måde er der mange forskellige instanser, der tjener lidt penge hele tiden.

Eva i kira

Nikolaj bliver installeret i gho

Imens vi ventede på, at hospitalskontoret skulle åbne, gik vi på jagt efter bhutanesiske nationaldragter, en gho til Nikolaj og en kira til mig, så vi kan være præsentabelt klædt på i morgen til kongebrylluppet. I Bhutan bruger man gho og kira til alle officielle foretagender. Det vil sige, at hvis man arbejder i det offentlige, skal besøge et officielt sted eller til særlige lejligheder, så har man altid gho eller kira på. De fleste går altså rundt i disse klædedragter det meste af dagen. Vi prøvede flere forskellige steder at finde dragter i passende størrelser og mønstre, især var det udfordrende at finde en gho til Nikolaj på to meter. Så høje er der ikke rigtig nogen i Bhutan, der er. Men det lykkedes da til sidst :-) I morgen satser vi på at få os iført dem på korrekt vis, måske ikke helt fra først på dagen, da vi nok har brug for noget assistance fra vores bhutanesiske venner. Det er nemlig ikke sådan ligetil at iføre sig et sådant agregat af en dragt!

Kort over Thimphu

Et andet vigtigt mål for dagen var at finde et kort over Thimphu, så vi kan finde rundt.
Thimphu er en ret lille by, så man kan sagtens gå rundt til det meste, og vi satser på at få fat i nogle cykler snarest, så vi slipper for taxaturer med chauffører som vi ikke kan forklare, hvor vi skal hen, Adressesystemet i Bhutan er noget nær ikke-eksisterende. Så hver gang man skal finde noget siger man "near by..." og så hvad der ligger i nærheden af der hvor man gerne vil hen. Vi bor f.eks. "near by Royal University Office and Shop Seven". Vores erfaring er dog, at taxachaufførerne ikke så tit ved, hvor de ting man vil finde ligger. Heller ikke selvom vi så har fået at vide, at vi skal sige "near by et-eller-andet...". Efter at have søgt i samtlige handicraftbutikker, boghandler og lignende fandt vi endelig nogle kort. Det var godtnok ikke sådan ligetil. Ikke engang turistkontoret havde kort over byen. Men nu er vi udrustede, så vi kan finde vej. Alt det her leden rundt gør jo også, at vi har fået set temmelig meget af byen og begynder at have skabt et kort inde i hovedet at finde rundt fra.

Druk Adventure Gear - Spejder Sport i Bhutan :-)

Efter vi havde sagt farvel til Choki begav vi os hjemad. På vejen kom vi forbi Bhutans svar på Spejder Sport. Det er spæde skridt imod muligheder for at købe udstyr til bjergture, som der jo ellers er rig mulighed for, men det var dejligt for to grejnørder som os, at der trods alt findes nogle stykker af sådanne butikker her. Vi kunne ikke helt finde ud af, om det er kopivarer eller originalvarer de sælger, men nogle af tingene så fine nok ud. F.eks. kan man købe en dunjakke til knap 300 kr., det kan vi godt lide og det er helt sikkert ikke sidste gang vi besøger "Druk Adventure" og de andre udstyrsbutikker.

Første dag på kontoret i Bhutan Scouts Association

I morges blev vi hentet af Dorji som er tidligere ungdomsleder og nu ansvarlig for ungdomslederudvekslingen fra BSA. Vi startede med en kort rundvisning på kontorerne og blev vist hen til vores eget kontor. Det er meget lille, men det gør overhovedet ikke noget, for så er det nemmere at varme op når vinteren kommer. BSA hører til under Ministry of Education, Department of Youth and Sports. Det ligger i nogle meget fine klassiske bhutanesiske bygninger og så er adressen Harmony Youlth Village, meget hyggeligt :-)

Vi havde et møde med de fleste af de ansatte på kontoret inklusiv den øverste chef. Mødet var først en time forsinket fordi chefen pludselig skulle til et eller andet andet møde. Det er vist klassisk Bhutan, så vidt vi har forstået.

Vi var meget spændte på, hvordan mødet nu ville gå, om chefen ville synes om os og om vi ville komme til at gøre noget fuldstændig mærkeligt set i deres øjne. Men det hele gik heldigvis rigtig fint og BSA lader til at være meget glade for, at vi er her og de ser frem til at arbejde sammen med os og nyde godt af vores erfaringer med spejderarbejde fra Danmark.

Efter chefen var gået videre til næste møde havde vi en mere uformel snak med resten af medarbejderne og fandt ud af en hel del flere detaljer om, hvad de forskellige elementer i projektet mere præcist skal handle om, hvem vi skal kontakte i forhold til hvilke spørgsmål og sådan. Det var virkelig rart og de er alle sammen meget søde og interesserede.

Vi tåger stadig lidt rundt i de forskellige personer, deres stillinger og ikke mindst hierarkiet herovre, som er rimelig vigtigt at forstå, for at kunne gennemskue arbejdsgangen. Det forsimpler ikke ligefrem memoreringen af de forskellige personer, at de shuffler rundt mellem de samme ca. 10 navne, har to hver (ingen efternavne, kun fornavne) og der i øvrigt ikke er forskel på, hvad mænd og kvinder hedder. Men sådan er det, når det nu er Lamaen der navngiver de nyfødte børn og ikke forældrene der bestemmer.

Resten af ugen vil kontoret være underdrejet på grund af kongens bryllup på torsdag. De fleste medarbejdere er involverede på en eller anden måde i formelle praktiske gøremål i forbindelse med vielsen i Punakha (en anden by et stykke fra Thimphu) eller i planlægning af spejdernes dans til brylluppet. Det er meget spændende, at vi får lov at være i Bhutan midt i det royale bryllup, hele landet summer af glæde og forventninger. Og så må vi i mellemtiden prøve at forberede os så godt vi kan på at starte rigtigt op på projektet i næste uge, hvor der forhåbentligt er mere ro på og mere normale forhold.

Beskrivelse af projektet

Vores ungdomslederudvekslingsprojekt i Bhutan er en del af det større Organization Development Project, som Bhutanarbejdsgruppen under Det Danske Spejderkorps (DDS) er i gang med sammen med Bhutan Scouts Association (BSA). Vi er det tredje hold ungdomsledere, der er afsted i Bhutan fra DDS.
I ungdomslederudvekslingen deltager to danske ungdomsledere, Nikolaj og Eva og to bhutanesiske ungdomsledere, Choki og Tenzin.

Vi har først haft halvanden måned i Danmark, hvor vi har deltaget i et to ugers internationalt projektledelseskursus med Dansk Ungdoms Fællesråd. Vi har også besøgt spejdergrupper og skoler rundt omkring i Danmark, for at lave noget oplysningsarbejde omkring Bhutan og vores projekt derovre.

Selve projektet i Bhutan omhandler videreudviklingen af Community Based Scouting (CS), som er spejderarbejde udenfor skolerne. I Bhutan er spejderarbejdet en del af skolesystemet, lederne er skolelærere og man har kun mulighed for at være spejder, til man går ud af skolen. Fordi lederne er lønnede skolelærere, er der ikke samme frivillighedsprincip i spejderarbejdet, som vi kender fra Danmark.

I 2009 afholdte ledertrænere fra DDS i samarbejde med BSA det første CS seminar. I forbindelse med dette blev der oprettet fire CS klaner med frivillige ledere i hovedstaden Thimphu.

Vores projekt har flere delelementer, som alle skal hjælpe BSA med videreudvikling af CS arbejdet.

• Udarbejdelse af arbejdsstof til CS, et udkast til en manual om CS.
• Oprettelse af nye CS klaner i to andre distrikter end Thimphu, hvilket indbefatter tre ugers rundrejse i Bhutan. Vi skal her lave seminarer om CS.
• Hjælpe med at udvikle træningskurser i CS, som skal udføres løbende
• Afholde evalueringsmøder og assistere de allerede eksisterende CS klaner

Projektet i Bhutan kommer til at løbe over næsten tre måneder. Vi forlod Danmark d. 8. oktober og slutter i Bhutan d. 26. december.

Vi glæder os rigtig meget til at udvikle spejderarbejdet i BSA, til de udfordringer der kommer når man arbejder med mennesker fra andre kulturer og selvfølgelig til at dele vores oplevelser og erfaringer med DDS.