I morges blev vi hentet af Dorji som er tidligere ungdomsleder og nu ansvarlig for ungdomslederudvekslingen fra BSA. Vi startede med en kort rundvisning på kontorerne og blev vist hen til vores eget kontor. Det er meget lille, men det gør overhovedet ikke noget, for så er det nemmere at varme op når vinteren kommer. BSA hører til under Ministry of Education, Department of Youth and Sports. Det ligger i nogle meget fine klassiske bhutanesiske bygninger og så er adressen Harmony Youlth Village, meget hyggeligt :-)
Vi havde et møde med de fleste af de ansatte på kontoret inklusiv den øverste chef. Mødet var først en time forsinket fordi chefen pludselig skulle til et eller andet andet møde. Det er vist klassisk Bhutan, så vidt vi har forstået.
Vi var meget spændte på, hvordan mødet nu ville gå, om chefen ville synes om os og om vi ville komme til at gøre noget fuldstændig mærkeligt set i deres øjne. Men det hele gik heldigvis rigtig fint og BSA lader til at være meget glade for, at vi er her og de ser frem til at arbejde sammen med os og nyde godt af vores erfaringer med spejderarbejde fra Danmark.
Efter chefen var gået videre til næste møde havde vi en mere uformel snak med resten af medarbejderne og fandt ud af en hel del flere detaljer om, hvad de forskellige elementer i projektet mere præcist skal handle om, hvem vi skal kontakte i forhold til hvilke spørgsmål og sådan. Det var virkelig rart og de er alle sammen meget søde og interesserede.
Vi tåger stadig lidt rundt i de forskellige personer, deres stillinger og ikke mindst hierarkiet herovre, som er rimelig vigtigt at forstå, for at kunne gennemskue arbejdsgangen. Det forsimpler ikke ligefrem memoreringen af de forskellige personer, at de shuffler rundt mellem de samme ca. 10 navne, har to hver (ingen efternavne, kun fornavne) og der i øvrigt ikke er forskel på, hvad mænd og kvinder hedder. Men sådan er det, når det nu er Lamaen der navngiver de nyfødte børn og ikke forældrene der bestemmer.
Resten af ugen vil kontoret være underdrejet på grund af kongens bryllup på torsdag. De fleste medarbejdere er involverede på en eller anden måde i formelle praktiske gøremål i forbindelse med vielsen i Punakha (en anden by et stykke fra Thimphu) eller i planlægning af spejdernes dans til brylluppet. Det er meget spændende, at vi får lov at være i Bhutan midt i det royale bryllup, hele landet summer af glæde og forventninger. Og så må vi i mellemtiden prøve at forberede os så godt vi kan på at starte rigtigt op på projektet i næste uge, hvor der forhåbentligt er mere ro på og mere normale forhold.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar